BIBELSK BLOG / Jesper Veiby

Forlaget Himmelgrøn

2010-03-12T08:01:00.000-08:00

En note for en ordens skyld, selvom nogle af jer allerede vil have bemærket det skete... Jeg har tidligere udgivet bøger under forlagsnavnet Jezper, men har valgt at splitte udgivelserne op i tre forskellige "labels", eller forlagsnavne om du vil. Pensum for akademisk stof, Himmelgrøn for kristent stof, og Frit Forlag for resten, pt. primært politisk stof. Forlaget Himmelgrøn er af størst interesse her...

Der er ikke reelt nogen forskel i indhold og stil på Himmelgrøn og på de kristne bøger, jeg før udgav under Jezper. Men af forskellige grunde er det hensigtsmæssigt at placere religiøs litteratur for sig selv i forhold til resten. Til en start vil Himmelgrøn fortsætte med at udgive bøger af undertegnede, men det er planen på sigt - og de første forhandlinger er igang - at udgive bøger af andre kristne forfattere også.

Ang. navnet... ;-) Nogle vil måske undre sig over navnet. Mit ønske var et ikke-religiøst navn, som havde en smag af noget kristent, og Himmelgrøn opfylder dette. Den lidt paradoksale kobling af "himmel" og "grøn" antyder desuden, at her er noget ud over det sædvanlige, noget ikke-mainstream, der evt. har en smule kant i forhold til gængs kristen litteratur, og som tør "tænke ud af boksen"; altsammen idealer for mig.

Kristent Institut

2010-03-10T12:07:00.000-08:00

Det er på sin plads her at introducere min nyeste "satsning", Kristent Institut, som har været i støbeskeen i nogen tid, men som har taget form i mellemtiden, mens bloggen har holdt pause.

De af jer, som i tidens løb måtte have syntes om mine blogs, eller som måske har stødt på mig som skribent i div. kristne sammenhænge, kan se frem til, at jeg fortsætter, hvor jeg slap. Nu i regi af Kristent Institut, som formodentlig bedst kan beskrives som en kirkelig tænketank, et teologisk initiativ eller et kirkeligt ressourcecenter. I tillæg hertil vil KI stå i spidsen for diverse "projekter", som vil blive lanceret hen ad vejen.

KI er i sin spæde start, men fokus er på intelligent karismatik, for nogle en selvmodsigelse, men blot et udtryk for, at livet i Gud skal kobles op på sund fornuft for at undgå grøfter, ubalance og rent og skært nonsens. Men den intelligente karismatik skal omvendt gå hånd i hånd med simpel tro, så troen ikke bliver en intellektuel øvelse, men en vandring i enkel tillid til Gud.

Hjemmesiden vil løbende blive udbygget, men allerede fra starten vil der med mellemrum blive lagt artikler og tekster op på forsiden. I skrivende stund har jeg lagt en kommentar op til den både roste og kritiserede bog "Hytten", eller på engelsk "The Shack". Tjek den... ;-)

Den tynde luft i blogosfæren

2010-03-03T10:30:00.000-08:00

Jeg har netop udgivet min seneste bog, Himmelsk, med et udvalg af artikler fra de sidste snart 20 års tjeneste som forkynder, forfatter osv. Mere info følger... Men denne kommentar er om noget andet.

Det var skræmmende at konstatere, at ud af de 40 artikler er kun et par stykker hentet fra min aktivitet på bloggen de seneste år, mens de fleste er artikler, som tidligere er bragt som artikler i blade eller på hjemmeside. Kort og godt: Der er uforholdsmæssigt mange blogindlæg, men af uforholdsmæssig dårlig kvalitet - når målestokken vel at mærke er det tidløse og varige indhold.

Det er blevet sagt, at prædikener er til formaning, og bøger er til fordybelse. Og sandt er det, at selvom prædikener kan være både decideret formanende, evangelistiske eller undervisende, så har de dog appellens karakter, hvorimod bøger qua sin størrelse og dyberegående behandling af et emner har reflektionens karakter.

Der er intet galt i dette. Begge dele har sin plads og er nødvendige.

Bloggen er på sæt og vis både-og-og-hverken enten-eller.

Bloggen har det skriftliges form, men mangler bogens tyngde og prædikenens forberedelse. Blogtekster er ofte spontante kommentarer, relativt hurtigt skrevne og ofte polemiske, med forventing om respons og debat. Bogen kræver fordybelse at skrive. Prædikenen kræver forberedelse og bøn. Bloggen kræver blot, at man kaster sine spontane strøtanker i grams.

Dette er selvfølgelig sat på spidsen. Men for at en blog skal være læseværdig og tiltrække læsere, kræver det hyppige opdateringer, og disses antal udvander forberedelsen og reflektionen bag hvert enkelt indlæg. Så selvom blogteksten afspejler forfatteren, hvad angår synspunkter, viden og visdom, så afspejler blogteksten ikke fylden af, hvad dens forfatter formår.

Samtidig bliver blogningen let en tidrøver, som tager tid fra vigtigere ting. Det gode er som bekendt det bedstes fjende, og på blogs kan man - som i øvrigt i debatforaer - ende med at bruge uforholdsmæssigt meget tid i forhold til kvaliteten af det, som kommer ud af det. Been there, done that. Learned and moved on.

Naturligvis kan blogmediet teoretisk bruges til at udgive dybtgående undervisning med tre måneders mellemrum, eller publicere en serie af grundigt forberedte tekster. Men i 99% af tilfældene er det ikke dette, som sker.

Jeg vil fremover bruge blogmediet til updates og informationer. Eller som en publiceringsform, et online arkiv over tekster, temaer eller lignende. Men jeg er færdig med at "blogge". Af samme grund har jeg også slettet de gamle blogtekster, uanset jeg grundlæggende står ved dem alle, hvad angår deres substans og ærinde.

Blogosfæren, som blogverdenen kaldes, er et sted med tyndere luftlag, hvor der er for meget information og for lidt substans, for mange synspunkter og for lidt troværdighed, og hvor man tvinges til at forholde sig til synspunkter og besvare kommentarer, hvis kvalitet og åndelige sundhed, under et dække af anonymitetens eller almindelighedens karakter, ikke kan vurderes.

Jeg er forkynder og forfatter. Jeg vil gerne kunne se tilbage på noget af blivende værdi, fremfor blot på debattens flygtige krusninger på overfladen.

Min anbefaling til 99% af alle bloggere: Brug dine kræfter i en lokal menighed, undervis, forman og vær der for mennesker omkring dig. Og hvis du er kaldet til mere, så find en mere professionel form og udgiv lejlighedsvise artikler, kompendier eller bøger. Brug bloggen som online arkiv, nyhedsbrev, infocenter mv., men drop bloggeriet som sådan.

Relancering af Bibelsk Blog

2010-03-02T08:02:00.000-08:00

Hej alle...

Bibelsk blog bliver nu relanceret. Gamle indlæg er blevet slettet, men bloggen vil fremover indeholde nyheder, updates, henvisninger til artikler mv., og relevante kommentarer ang. de ting, jeg gør i kirkeligt regi.

På gensyn!

Tørklædeforbud?

2007-05-18T03:23:00.000-07:00

Nu forlyder det, at Pia Kjærsgaard vil forbyde tørklæder, først i det offentlige rum, men på sigt i hele samfundet.

Som kristen er jeg naturligvis imod Islam. Som menneske er jeg imod de præmisser, som tørklædet bl.a. repræsenterer, nemlig at kvinder skal beskyttet sig mod mænds begær, men mænd ikke har ansvar for sit eget begær. Men jeg er inderligt imod religiøse forbud. Det gælder både forbud mod ikke at gå med tørklæder/slør i arabiske lande, og forbudet mod at gå med dem i vestlige lande.

Der er sikkert nogle kristne, som vil sympatisere med Pia Kjærsgaards ønsker. Der er sikkert også nogle kristne, som føler, at Dansk Folkeparti står for "kristne værdier".

Men hvis man læser Krarups bøger, og udtalelser fra DF, så burde det stå klart for enhver, at den "kristendom", som partiet er talsmand for, ikke har meget med bibelsk kristendom at gøre. Søren Krarup går lige så meget i rette med f.eks. frikirker som med Islam, og den eneste kristendom, som partiet repræsenterer, er en folkereligiøs folkekirkekristendom, som naturligvis har et kristent udspring fremfor et muslimsk, men som er renset for kravet om personlig tro, og som er meget skeptisk overfor enhver, som tager sin kristendom mere alvorligt end som så.

Pia Kjærsgaard og DF er kort sagt dårlige rollemodeller for det kristne Danmark.

Når det er sagt, så vækker et krav om forbud mod tørklæder minder om middelalderlig ensretning og inkvisition. Eller tilsvarende puritanske ønsker om at trække kristendommens ydre normer ned over hovedet på andre. Det er svært at genkende dette fra de bibelske eksempler. Uanset om man på et personligt plan, og udfra sin egen overbevisning, må finde tørklæder suspekte eller undertrykkende.

Moses Hansen og Naser Khader

2007-05-15T08:28:00.000-07:00

Jeg tager som alle andre afstand fra islamisters ønsker om et islamisk diktatur. Men når Moses Hansen - senest i et læserbrev i Ekstrabladet - går ud og anklager Naser Khader for måske at være 5. kolonne, at gå islamisternes ærinde eller på sigt at ville indføre islamisk diktatur er det da helt ude i skoven.

Det kan godt være, at Khader er muslim, men at beskylde ham for islamisme er cirka lige så rimeligt, som at beskylde alle andre kristne for i virkeligheden at ønske at smide bomber som de gjorde i Nordirland, eller lave folkedrab som de gjorde i Serbien.

Det er også værd at minde om, at Bibelen faktisk ikke lægger vægt på politiske magthaveres religiøse overbevisning. Fokus er på, om de laver retfærdige love. Da Paulus skrev romerbrevet, hvor han siger, at kristne skal underordne sig myndighederne, og hvor han skitserer myndighedernes opgave med at opretholde lov og orden, så var (reelt) alle magthavere på den tid ikke-kristne, til og med hedenske afgudsdyrkere.

Den slags offentlige udtalelser, som Moses her bringer på banen, tjener kun til at underminere offentlighedens tillid til kristne personligheder, ledere og forkyndere. Og det bør ikke stå uimodsagt.

Dialogcentrets fordrejninger

2007-05-12T09:23:00.000-07:00

Igen igen har Monologcentret her i foråret advaret mod "fremgangsteologien". Jeg har gjort indsigelser her og her. Jeg respekterer, at man kan være uenig på nogle punkter, men de tilbagevendende usande og usaglige påstande er ved at være trættende.

Der er nogle påstande, som man burde begrave én gang for alle, såsom:

1. "Gud er min tjener"

Nej og atter nej. Men hvis jeg gør, som Gud siger, kan jeg opleve Guds velsignelser, løfter mv.

2. "Vi kan kræve alt muligt af Gud"

Nej og atter nej. Vi kan kun kræve det, som er i overensstemmelse med Guds vilje. Det, som Gud på forhånd har lovet os. Lidt ligesom et barn kan "kræve" at få den is, som dets far tidligere har lovet det.

3. "Når man beder i trosbevægelse, befaler man over Gud"

Nej og atter nej. Hvis man befaler, så befaler man over Djævelen, f.eks. når man uddriver dæmoner, eller over omstændighederne.

4. "Den troende er ikke længere syndigt menneske"

Jo, den troende kan synde og vil synde. Den troende er ikke på nogen måde fuldkommen eller syndfri. Men den troende er retfærdiggjort, så vedkommende ikke dømmes som en synder, og den troende er ikke bundet til at skulle synde.

5. "Lederne er renset for al synd"

Nej og atter nej. Ledere kan begå fejl som alle andre. Der er ingen principiel forskel på ledere og andre troende i så henseende. Peter, Barnabas m.fl. fra Bibelen begik også fejl.

6. "Lederne er fejlfrie mht. at få ledelse fra Gud"

Nej og atter nej. Ord og profetier fra ledere er ikke pr. definition fejlfri. De må kunne bedømmes som ved alle andre. Lederens personlige ledelse er heller ikke fejlfri, men må respekteres på samme måde som alle andres personlige ledelse.

7. "Gud vil, du skal være rig"

Nej. Gud vil velsigne dig. At være "rig" er en relativ målestok. At være velsignet og have rigeligt er en objektiv målestok. Det er absurd at hævde, at alle skal være "rige", for hvem skal de være rige i forhold til? Men Gud ønsker at dække vores behov og dertil sørge for, at vi har rigeligt. Og ret beset, i dagens Danmark kan det være et legitimt behov at have et hus og to biler for at få ens hverdag til at fungere.

8. "Det er din egen skyld, hvis du ikke bliver helbredt"

Nej og atter nej. Der kan være mange, mange årsager. Og desuden skal man ikke sammenblande årsag og skyld. Skyld er noget moralsk, årsag en simpel sammenhæng. Manglende tro kan vel være en årsag, men det bliver først til skyld, hvis man hårdnakket nægter at tro eller modsiger Guds løfter og Guds vilje.

Kan kristne have dæmoner?

2007-05-08T07:55:00.000-07:00

Debatten raser pt. i kristne medier omkring kristne og dæmoner.

Udfordringen har indenfor kort tid bragt to modsatrettede kronikker, hhv. af Henrik Czismadia, som har skrevet en bog om befrielsestjenesten og virker i den, og den anden af Anders Kragelund Hansen. Tidligere har Svend Løbner også imødegået emnet i et læserbrev.

Jeg er enig med Henrik Czismadia i, at vi ikke skal have berøringsangst overfor emnet. Der synes også at være mange vidnesbyrd om, at folk har fået hjælp. Omvendt skal der være bibelsk dækning for ens påstande.

Måske vil jeg berøre emnet dybere ved senere lejlighed. Men lad os slå fast, at:

1. Bibelen giver ikke et eneste eksempel på en dæmonuddrivelse af kristne.

2. Når Bibelen taler om besættelse, så er der altid tale om mennesker, som ikke er kristne, og typisk mennesker som enten er fysisk syge eller populært sagt "vanvittige", altså ikke pæne navnkristne mennesker, som plages af tvivl, synd osv.

3. Dæmonuddrivelser i Bibelen foregår altid hurtigt.

4. På trods af Paulus' mangfoldige undervisning til kristne nævnes der intet om befrielse. Den kristne skal i stedet stå imod fristelser, stå imod Djævelen, holde sig til Gud osv.

Der er ingen tvivl om, at der er en åndelig virkelighed, og at dæmoniske kræfter er en del af denne. Der er heller ingen tvivl om, at Gud har givet den kriste magt over dæmoniske kræfter, som Jesus siger "helbred de syge, uddriv onde ånder".

Jeg ser ikke noget problem i, at en kristen kan have en sygdomsånd, for dette er trods alt ikke indgribende i personligheden på samme måde som en besættelse. Det er også muligt, at en kristen kan være plaget af den onde, og måske have en svaghed på bestemte områder. Det kan vel heller ikke være forbudt at betjene andre med forbøn her, i stedet for kun at give undervisning, som Anders Kragelund Hansen næsten synes at antyde.

Men man bør holde tungen lige i munden.

a. Man bør overveje sprogbruget. Er det meningsfyldt at sige, at kristne kan "have" dæmoner? Bør man nøjes med at tale om, at de er "plagede" af dæmoner?

b. Man bør undlade at sammenligne sådanne befrielser med de dæmonuddrivelser, vi ser i Skriften. For det er indlysende ikke det samme, som finder sted.

c. Man bør afholde sig fra mere eller mindre spekulative overvejelser om, hvordan en dæmonisk bundethed eller plage er opstået, og ganske enkelt hjælpe mennesker i nød.

Skal vi evangelisere vha. loven?

2007-04-26T13:15:00.000-07:00

På http://oplevjesus.dk/sporg.php?id=60 argumenteres der for, at man skal bruge (mose-)loven, når man evangeliserer. Og så henvises der bla.. til Jesu samtaler, sandsynligvis med den rige, unge mand i Matt.19,16 og med den lovkyndige i Luk.10,25.

Nu må man huske på, at Jesus jo her talte med jøder, dvs. med folk, som i forvejen var under loven. Det, som de havde overtrådt, var jo netop loven.

Alligevel er det tvivlsomt, om det var loven, som var i fokus i de pågældende samtaler.

I forhold til den rige, unge mand indledes samtale ganske vist med loven, men Jesus fokuserer meget hurtigt på hans hjertes tilstand, nemlig hans bundethed til rigdom. I forhold til den lovkyndige, så er det heller ikke budene, som er i centrum, men de to fundamentale bud om at elske Gud og elske sin næste. Ikke moseloven. Ikke de ti bud. Bare disse to.

Men mere interessant er det at se på Jesu samtaler med ikke-jøder, eller Paulus’ ditto:

Til kvinden med blødningerne i Matt.9,20-22 taler Jesus ikke om loven, men slår blot fast, at hendes tro har frelst hende. Til synderinden i Luk.7,36-50 taler Jesus heller ikke om loven, men slår igen fast, at hendes synder er tilgivet, og at hendes tro har frelst hende. Det samme gælder høvedsmanden, hvis tjener Jesus helbreder, eller den samaritanske kvinde.

Endnu klarere komme dette frem hos Paulus.

Da Paulus er i Athen, bliver han oprørt over deres afgudsdyrkelse, men forkynder han loven? Forkynder han budet om ikke at have andre guder?

Nej. Han ”forkyndte evangeliet om Jesus og om opstandelsen” som der står i ApG.17,18.

Han forkynder frelsen, og han forkynder nåden, men han forkynder ikke loven.

Og da han senere i sin tale forkynder for dem (se ApG.17,22-31) nævner han slet ikke moseloven. Han tager udgangspunkt i deres egne digtere. Adresserer deres uvidenhed. Taler om omvendelse til Gud. Taler om Jesu opstandelse. Men han nævner ikke med ét ord moseloven eller de ti bud, selvom det er klart nok, at de overtrådte budet om ikke at have afguder.

Det samme gør sig gældende i ApG.16,25-36, hvor Paulus og Silas mirakuløst bliver befriet og fangevogteren bliver frelst. Indleder Paulus med at forkynde loven. Nej, loven omtales slet ikke, og Paulus siger blot ”Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst”.

Det samme går igen i ApG.24,25 hvor Paulus overfor Felix taler om ”retfærdighed og afholdenhed og den kommende dom”.

For en ordens skyld så er det klart, at vi må tage affære, hvis kristne lever i synd. Vi skal ikke undlade at sige sandheden, som den er. Det er også klart, at afgudsdyrkelse, synd mv. naturligvis er forkert og i strid med Guds Ord.

Men hverken Jesus – og i særdeleshed ikke Paulus – brugte loven til at nå mennesker. De talte om synd, om dom, om retfærdighed, om menneskers afstand fra Gud, om opstandelsen, om evigt liv. De tale om omvendelse og tilgivelse. Men de talte ikke om loven.

Loven handler om bud og regler. Om at jeg mister frelsen, hvis jeg forbryder mig mod bestemte regler. Men folk, som ikke tror, har allerede her og nu mistet frelsen, ikke fordi de har brudt bestemte regler, men fordi de ikke tror. Og det bibelske eksempel er at kalde dem til omvendelse og tro, og at tale om Gud, om synd i al almindelighed, om dom, om retfærdighed osv. Men ikke at påpege bestemte bud, som de måtte have overtrådt.

Hvorfor ikke? For det første, fordi deres problem ikke er de bud, de har overtrådt, men deres manglende tro. For det andet, fordi en unødvendig fokusering på bud og regler kan få folk til at tro, at kristendommen handler om bud og regler. Der er en reel risiko for, at folk bliver frelst, men at de samtidig ledes ind i en forkvaklet og lovisk form for kristendom, som handler om bud og regler. I stedet kunne man have talt med dem om syndens alvor, om deres hjerters forhold til Gud, om dommen osv., og de ville komme ind i en kristendom, der handlede om menneskers forhold til Gud og deres inderste motiver og hjertets renhed.

Under loven?

2007-04-25T08:45:00.000-07:00

Det er som om, selv gode og velmenende kristne ikke kan få ind i hovedet, at vi ikke er under loven. Nogle gør tilmed et nummer ud af, at vi som kristne skal evangelisere efter loven og leve efter loven. Jeg taler naturligvis om Moseloven her, og ikke lovgivning i almindelighed. Som kristne skal vi overholde den almindelige lovgivning og være gode og lovlydige borgere.

Men Bibelen er krystalklar:

Rom.2,12-13 siger: "De, som har syndet uden loven, vil også gå fortabt uden loven. Og de, som har syndet under loven, vil blive dømt efter loven."

Sammenhængen er klar. Jøderne var under loven. Hedningerne var ikke. De var "uden loven". Bliver hedninger dømt efter loven? Går hedninger tabt, fordi de ikke holder loven? Nej og atter nej. Bibelen siger klart, at de vil "gå fortabt uden loven".

Vi var i bibelsk sprogbrug "hedninger", før vi blev kristne. Ergo har vi aldrig været under loven.

Vi er det heller ikke nu, efter vi blev kristne, for i Rom.6,14 står der at "I er ikke under loven, men under nåden".

Det kan ikke siges klarere.

Videre siger Bibelen i Rom.3,19 at "...alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven..."

Det kan vel heller ikke siges meget klarere. Vi er som kristne ikke under loven, altså taler den ikke til os, altså giver det ikke mening at bruge loven i forkyndelsen overfor kristne.

Faktisk kommer Bibelen med nogle meget kraftige advarsler mod dem, som med ordene fra Gal.4,21 "vil være under loven". Det kan mildt sagt ikke anbefales...

Så Bibelen taler om tre positioner i forhold til (mose)loven:
1. Under loven - for jøderne i den gamle pagt
2. Uden lov - for hedninger/ikke-jøder og ikke-troende.
3. Under nåden - for kristne

Selvfølgelig er der ting, vi kan lære fra Gamle Testamente. Men vi kan ikke lære det på en rigtig måde, hvis vi ikke husker på disse tre positioner, og hvor vi selv befinder os!