Friday, March 12, 2010

Forlaget Himmelgrøn

En note for en ordens skyld, selvom nogle af jer allerede vil have bemærket det skete... Jeg har tidligere udgivet bøger under forlagsnavnet Jezper, men har valgt at splitte udgivelserne op i tre forskellige "labels", eller forlagsnavne om du vil. Pensum for akademisk stof, Himmelgrøn for kristent stof, og Frit Forlag for resten, pt. primært politisk stof. Forlaget Himmelgrøn er af størst interesse her...

Der er ikke reelt nogen forskel i indhold og stil på Himmelgrøn og på de kristne bøger, jeg før udgav under Jezper. Men af forskellige grunde er det hensigtsmæssigt at placere religiøs litteratur for sig selv i forhold til resten. Til en start vil Himmelgrøn fortsætte med at udgive bøger af undertegnede, men det er planen på sigt - og de første forhandlinger er igang - at udgive bøger af andre kristne forfattere også.

Ang. navnet... ;-) Nogle vil måske undre sig over navnet. Mit ønske var et ikke-religiøst navn, som havde en smag af noget kristent, og Himmelgrøn opfylder dette. Den lidt paradoksale kobling af "himmel" og "grøn" antyder desuden, at her er noget ud over det sædvanlige, noget ikke-mainstream, der evt. har en smule kant i forhold til gængs kristen litteratur, og som tør "tænke ud af boksen"; altsammen idealer for mig.

Wednesday, March 10, 2010

Kristent Institut

Det er på sin plads her at introducere min nyeste "satsning", Kristent Institut, som har været i støbeskeen i nogen tid, men som har taget form i mellemtiden, mens bloggen har holdt pause.


De af jer, som i tidens løb måtte have syntes om mine blogs, eller som måske har stødt på mig som skribent i div. kristne sammenhænge, kan se frem til, at jeg fortsætter, hvor jeg slap. Nu i regi af Kristent Institut, som formodentlig bedst kan beskrives som en kirkelig tænketank, et teologisk initiativ eller et kirkeligt ressourcecenter. I tillæg hertil vil KI stå i spidsen for diverse "projekter", som vil blive lanceret hen ad vejen.


KI er i sin spæde start, men fokus er på intelligent karismatik, for nogle en selvmodsigelse, men blot et udtryk for, at livet i Gud skal kobles op på sund fornuft for at undgå grøfter, ubalance og rent og skært nonsens. Men den intelligente karismatik skal omvendt gå hånd i hånd med simpel tro, så troen ikke bliver en intellektuel øvelse, men en vandring i enkel tillid til Gud.

Hjemmesiden vil løbende blive udbygget, men allerede fra starten vil der med mellemrum blive lagt artikler og tekster op på forsiden. I skrivende stund har jeg lagt en kommentar op til den både roste og kritiserede bog "Hytten", eller på engelsk "The Shack". Tjek den... ;-)

Wednesday, March 3, 2010

Den tynde luft i blogosfæren

Jeg har netop udgivet min seneste bog, Himmelsk, med et udvalg af artikler fra de sidste snart 20 års tjeneste som forkynder, forfatter osv. Mere info følger... Men denne kommentar er om noget andet.

Det var skræmmende at konstatere, at ud af de 40 artikler er kun et par stykker hentet fra min aktivitet på bloggen de seneste år, mens de fleste er artikler, som tidligere er bragt som artikler i blade eller på hjemmeside. Kort og godt: Der er uforholdsmæssigt mange blogindlæg, men af uforholdsmæssig dårlig kvalitet - når målestokken vel at mærke er det tidløse og varige indhold.

Det er blevet sagt, at prædikener er til formaning, og bøger er til fordybelse. Og sandt er det, at selvom prædikener kan være både decideret formanende, evangelistiske eller undervisende, så har de dog appellens karakter, hvorimod bøger qua sin størrelse og dyberegående behandling af et emner har reflektionens karakter.

Der er intet galt i dette. Begge dele har sin plads og er nødvendige.

Bloggen er på sæt og vis både-og-og-hverken enten-eller.

Bloggen har det skriftliges form, men mangler bogens tyngde og prædikenens forberedelse. Blogtekster er ofte spontante kommentarer, relativt hurtigt skrevne og ofte polemiske, med forventing om respons og debat. Bogen kræver fordybelse at skrive. Prædikenen kræver forberedelse og bøn. Bloggen kræver blot, at man kaster sine spontane strøtanker i grams.

Dette er selvfølgelig sat på spidsen. Men for at en blog skal være læseværdig og tiltrække læsere, kræver det hyppige opdateringer, og disses antal udvander forberedelsen og reflektionen bag hvert enkelt indlæg. Så selvom blogteksten afspejler forfatteren, hvad angår synspunkter, viden og visdom, så afspejler blogteksten ikke fylden af, hvad dens forfatter formår.

Samtidig bliver blogningen let en tidrøver, som tager tid fra vigtigere ting. Det gode er som bekendt det bedstes fjende, og på blogs kan man - som i øvrigt i debatforaer - ende med at bruge uforholdsmæssigt meget tid i forhold til kvaliteten af det, som kommer ud af det. Been there, done that. Learned and moved on.

Naturligvis kan blogmediet teoretisk bruges til at udgive dybtgående undervisning med tre måneders mellemrum, eller publicere en serie af grundigt forberedte tekster. Men i 99% af tilfældene er det ikke dette, som sker.

Jeg vil fremover bruge blogmediet til updates og informationer. Eller som en publiceringsform, et online arkiv over tekster, temaer eller lignende. Men jeg er færdig med at "blogge". Af samme grund har jeg også slettet de gamle blogtekster, uanset jeg grundlæggende står ved dem alle, hvad angår deres substans og ærinde.

Blogosfæren, som blogverdenen kaldes, er et sted med tyndere luftlag, hvor der er for meget information og for lidt substans, for mange synspunkter og for lidt troværdighed, og hvor man tvinges til at forholde sig til synspunkter og besvare kommentarer, hvis kvalitet og åndelige sundhed, under et dække af anonymitetens eller almindelighedens karakter, ikke kan vurderes.

Jeg er forkynder og forfatter. Jeg vil gerne kunne se tilbage på noget af blivende værdi, fremfor blot på debattens flygtige krusninger på overfladen.

Min anbefaling til 99% af alle bloggere: Brug dine kræfter i en lokal menighed, undervis, forman og vær der for mennesker omkring dig. Og hvis du er kaldet til mere, så find en mere professionel form og udgiv lejlighedsvise artikler, kompendier eller bøger. Brug bloggen som online arkiv, nyhedsbrev, infocenter mv., men drop bloggeriet som sådan.

Tuesday, March 2, 2010

Relancering af Bibelsk Blog

Hej alle...

Bibelsk blog bliver nu relanceret. Gamle indlæg er blevet slettet, men bloggen vil fremover indeholde nyheder, updates, henvisninger til artikler mv., og relevante kommentarer ang. de ting, jeg gør i kirkeligt regi.

På gensyn!