Tørklædeforbud?

Nu forlyder det, at Pia Kjærsgaard vil forbyde tørklæder, først i det offentlige rum, men på sigt i hele samfundet.

Som kristen er jeg naturligvis imod Islam. Som menneske er jeg imod de præmisser, som tørklædet bl.a. repræsenterer, nemlig at kvinder skal beskyttet sig mod mænds begær, men mænd ikke har ansvar for sit eget begær. Men jeg er inderligt imod religiøse forbud. Det gælder både forbud mod ikke at gå med tørklæder/slør i arabiske lande, og forbudet mod at gå med dem i vestlige lande.

Der er sikkert nogle kristne, som vil sympatisere med Pia Kjærsgaards ønsker. Der er sikkert også nogle kristne, som føler, at Dansk Folkeparti står for "kristne værdier".

Men hvis man læser Krarups bøger, og udtalelser fra DF, så burde det stå klart for enhver, at den "kristendom", som partiet er talsmand for, ikke har meget med bibelsk kristendom at gøre. Søren Krarup går lige så meget i rette med f.eks. frikirker som med Islam, og den eneste kristendom, som partiet repræsenterer, er en folkereligiøs folkekirkekristendom, som naturligvis har et kristent udspring fremfor et muslimsk, men som er renset for kravet om personlig tro, og som er meget skeptisk overfor enhver, som tager sin kristendom mere alvorligt end som så.

Pia Kjærsgaard og DF er kort sagt dårlige rollemodeller for det kristne Danmark.

Når det er sagt, så vækker et krav om forbud mod tørklæder minder om middelalderlig ensretning og inkvisition. Eller tilsvarende puritanske ønsker om at trække kristendommens ydre normer ned over hovedet på andre. Det er svært at genkende dette fra de bibelske eksempler. Uanset om man på et personligt plan, og udfra sin egen overbevisning, må finde tørklæder suspekte eller undertrykkende.

Moses Hansen og Naser Khader

Jeg tager som alle andre afstand fra islamisters ønsker om et islamisk diktatur. Men når Moses Hansen - senest i et læserbrev i Ekstrabladet - går ud og anklager Naser Khader for måske at være 5. kolonne, at gå islamisternes ærinde eller på sigt at ville indføre islamisk diktatur er det da helt ude i skoven.

Det kan godt være, at Khader er muslim, men at beskylde ham for islamisme er cirka lige så rimeligt, som at beskylde alle andre kristne for i virkeligheden at ønske at smide bomber som de gjorde i Nordirland, eller lave folkedrab som de gjorde i Serbien.

Det er også værd at minde om, at Bibelen faktisk ikke lægger vægt på politiske magthaveres religiøse overbevisning. Fokus er på, om de laver retfærdige love. Da Paulus skrev romerbrevet, hvor han siger, at kristne skal underordne sig myndighederne, og hvor han skitserer myndighedernes opgave med at opretholde lov og orden, så var (reelt) alle magthavere på den tid ikke-kristne, til og med hedenske afgudsdyrkere.

Den slags offentlige udtalelser, som Moses her bringer på banen, tjener kun til at underminere offentlighedens tillid til kristne personligheder, ledere og forkyndere. Og det bør ikke stå uimodsagt.

Dialogcentrets fordrejninger

Igen igen har Monologcentret her i foråret advaret mod "fremgangsteologien". Jeg har gjort indsigelser her og her. Jeg respekterer, at man kan være uenig på nogle punkter, men de tilbagevendende usande og usaglige påstande er ved at være trættende.

Der er nogle påstande, som man burde begrave én gang for alle, såsom:

1. "Gud er min tjener"

Nej og atter nej. Men hvis jeg gør, som Gud siger, kan jeg opleve Guds velsignelser, løfter mv.

2. "Vi kan kræve alt muligt af Gud"

Nej og atter nej. Vi kan kun kræve det, som er i overensstemmelse med Guds vilje. Det, som Gud på forhånd har lovet os. Lidt ligesom et barn kan "kræve" at få den is, som dets far tidligere har lovet det.

3. "Når man beder i trosbevægelse, befaler man over Gud"

Nej og atter nej. Hvis man befaler, så befaler man over Djævelen, f.eks. når man uddriver dæmoner, eller over omstændighederne.

4. "Den troende er ikke længere syndigt menneske"

Jo, den troende kan synde og vil synde. Den troende er ikke på nogen måde fuldkommen eller syndfri. Men den troende er retfærdiggjort, så vedkommende ikke dømmes som en synder, og den troende er ikke bundet til at skulle synde.

5. "Lederne er renset for al synd"

Nej og atter nej. Ledere kan begå fejl som alle andre. Der er ingen principiel forskel på ledere og andre troende i så henseende. Peter, Barnabas m.fl. fra Bibelen begik også fejl.

6. "Lederne er fejlfrie mht. at få ledelse fra Gud"

Nej og atter nej. Ord og profetier fra ledere er ikke pr. definition fejlfri. De må kunne bedømmes som ved alle andre. Lederens personlige ledelse er heller ikke fejlfri, men må respekteres på samme måde som alle andres personlige ledelse.

7. "Gud vil, du skal være rig"

Nej. Gud vil velsigne dig. At være "rig" er en relativ målestok. At være velsignet og have rigeligt er en objektiv målestok. Det er absurd at hævde, at alle skal være "rige", for hvem skal de være rige i forhold til? Men Gud ønsker at dække vores behov og dertil sørge for, at vi har rigeligt. Og ret beset, i dagens Danmark kan det være et legitimt behov at have et hus og to biler for at få ens hverdag til at fungere.

8. "Det er din egen skyld, hvis du ikke bliver helbredt"

Nej og atter nej. Der kan være mange, mange årsager. Og desuden skal man ikke sammenblande årsag og skyld. Skyld er noget moralsk, årsag en simpel sammenhæng. Manglende tro kan vel være en årsag, men det bliver først til skyld, hvis man hårdnakket nægter at tro eller modsiger Guds løfter og Guds vilje.

Kan kristne have dæmoner?

Debatten raser pt. i kristne medier omkring kristne og dæmoner.

Udfordringen har indenfor kort tid bragt to modsatrettede kronikker, hhv. af Henrik Czismadia, som har skrevet en bog om befrielsestjenesten og virker i den, og den anden af Anders Kragelund Hansen. Tidligere har Svend Løbner også imødegået emnet i et læserbrev.

Jeg er enig med Henrik Czismadia i, at vi ikke skal have berøringsangst overfor emnet. Der synes også at være mange vidnesbyrd om, at folk har fået hjælp. Omvendt skal der være bibelsk dækning for ens påstande.

Måske vil jeg berøre emnet dybere ved senere lejlighed. Men lad os slå fast, at:

1. Bibelen giver ikke et eneste eksempel på en dæmonuddrivelse af kristne.

2. Når Bibelen taler om besættelse, så er der altid tale om mennesker, som ikke er kristne, og typisk mennesker som enten er fysisk syge eller populært sagt "vanvittige", altså ikke pæne navnkristne mennesker, som plages af tvivl, synd osv.

3. Dæmonuddrivelser i Bibelen foregår altid hurtigt.

4. På trods af Paulus' mangfoldige undervisning til kristne nævnes der intet om befrielse. Den kristne skal i stedet stå imod fristelser, stå imod Djævelen, holde sig til Gud osv.

Der er ingen tvivl om, at der er en åndelig virkelighed, og at dæmoniske kræfter er en del af denne. Der er heller ingen tvivl om, at Gud har givet den kriste magt over dæmoniske kræfter, som Jesus siger "helbred de syge, uddriv onde ånder".

Jeg ser ikke noget problem i, at en kristen kan have en sygdomsånd, for dette er trods alt ikke indgribende i personligheden på samme måde som en besættelse. Det er også muligt, at en kristen kan være plaget af den onde, og måske have en svaghed på bestemte områder. Det kan vel heller ikke være forbudt at betjene andre med forbøn her, i stedet for kun at give undervisning, som Anders Kragelund Hansen næsten synes at antyde.

Men man bør holde tungen lige i munden.

a. Man bør overveje sprogbruget. Er det meningsfyldt at sige, at kristne kan "have" dæmoner? Bør man nøjes med at tale om, at de er "plagede" af dæmoner?

b. Man bør undlade at sammenligne sådanne befrielser med de dæmonuddrivelser, vi ser i Skriften. For det er indlysende ikke det samme, som finder sted.

c. Man bør afholde sig fra mere eller mindre spekulative overvejelser om, hvordan en dæmonisk bundethed eller plage er opstået, og ganske enkelt hjælpe mennesker i nød.