Nu må man huske på, at Jesus jo her talte med jøder, dvs. med folk, som i forvejen var under loven. Det, som de havde overtrådt, var jo netop loven.
Alligevel er det tvivlsomt, om det var loven, som var i fokus i de pågældende samtaler.
I forhold til den rige, unge mand indledes samtale ganske vist med loven, men Jesus fokuserer meget hurtigt på hans hjertes tilstand, nemlig hans bundethed til rigdom. I forhold til den lovkyndige, så er det heller ikke budene, som er i centrum, men de to fundamentale bud om at elske Gud og elske sin næste. Ikke moseloven. Ikke de ti bud. Bare disse to.
Men mere interessant er det at se på Jesu samtaler med ikke-jøder, eller Paulus’ ditto:
Til kvinden med blødningerne i Matt.9,20-22 taler Jesus ikke om loven, men slår blot fast, at hendes tro har frelst hende. Til synderinden i Luk.7,36-50 taler Jesus heller ikke om loven, men slår igen fast, at hendes synder er tilgivet, og at hendes tro har frelst hende. Det samme gælder høvedsmanden, hvis tjener Jesus helbreder, eller den samaritanske kvinde.
Endnu klarere komme dette frem hos Paulus.
Da Paulus er i Athen, bliver han oprørt over deres afgudsdyrkelse, men forkynder han loven? Forkynder han budet om ikke at have andre guder?
Nej. Han ”forkyndte evangeliet om Jesus og om opstandelsen” som der står i ApG.17,18.
Han forkynder frelsen, og han forkynder nåden, men han forkynder ikke loven.
Og da han senere i sin tale forkynder for dem (se ApG.17,22-31) nævner han slet ikke moseloven. Han tager udgangspunkt i deres egne digtere. Adresserer deres uvidenhed. Taler om omvendelse til Gud. Taler om Jesu opstandelse. Men han nævner ikke med ét ord moseloven eller de ti bud, selvom det er klart nok, at de overtrådte budet om ikke at have afguder.
Det samme gør sig gældende i ApG.16,25-36, hvor Paulus og Silas mirakuløst bliver befriet og fangevogteren bliver frelst. Indleder Paulus med at forkynde loven. Nej, loven omtales slet ikke, og Paulus siger blot ”Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst”.
Det samme går igen i ApG.24,25 hvor Paulus overfor Felix taler om ”retfærdighed og afholdenhed og den kommende dom”.
For en ordens skyld så er det klart, at vi må tage affære, hvis kristne lever i synd. Vi skal ikke undlade at sige sandheden, som den er. Det er også klart, at afgudsdyrkelse, synd mv. naturligvis er forkert og i strid med Guds Ord.
Men hverken Jesus – og i særdeleshed ikke Paulus – brugte loven til at nå mennesker. De talte om synd, om dom, om retfærdighed, om menneskers afstand fra Gud, om opstandelsen, om evigt liv. De tale om omvendelse og tilgivelse. Men de talte ikke om loven.
Loven handler om bud og regler. Om at jeg mister frelsen, hvis jeg forbryder mig mod bestemte regler. Men folk, som ikke tror, har allerede her og nu mistet frelsen, ikke fordi de har brudt bestemte regler, men fordi de ikke tror. Og det bibelske eksempel er at kalde dem til omvendelse og tro, og at tale om Gud, om synd i al almindelighed, om dom, om retfærdighed osv. Men ikke at påpege bestemte bud, som de måtte have overtrådt.
Hvorfor ikke? For det første, fordi deres problem ikke er de bud, de har overtrådt, men deres manglende tro. For det andet, fordi en unødvendig fokusering på bud og regler kan få folk til at tro, at kristendommen handler om bud og regler. Der er en reel risiko for, at folk bliver frelst, men at de samtidig ledes ind i en forkvaklet og lovisk form for kristendom, som handler om bud og regler. I stedet kunne man have talt med dem om syndens alvor, om deres hjerters forhold til Gud, om dommen osv., og de ville komme ind i en kristendom, der handlede om menneskers forhold til Gud og deres inderste motiver og hjertets renhed.
0 comments:
Post a Comment