En udenlandsk kristen leder kommenterede visse prædikanters tendens til at fokusere på perifere emner med ordene "Major on Major things!" Sprogbruget er taget fra universiteterne, hvor man ens "major" er ens hovedopgave eller hovedfag, som man primært læser og primært sælger sig selv på. Så med en lidt fri oversættelse: Lad de største ting fylde mest!
Det kan man til tider godt komme i tvivl om sker. Den pågældende prædikant revsede bl.a. prædikantkolleger for at gå op i ting som kjolelængder, påklædning og tilsvarende mindre vigtige og mindre sort/hvide problemstillinger. Men eksemplerne er utvivlsomt talrige.
Et ekstremt og tragikomisk eksempel udenfor kirken er prædikanter fra Jehovas Vidner, som jeg er rendt ind i, og hvis hovedinteresse synes at være, om det er bibelsk at fejre fødselsdage, og om jeg nu også tror, jeg er med i en rigtig/sand kirke, når man ikke her lærer ret om noget så vigtigt...
Jeg husker også en anden kendt kristen prædikant, som var blevet kritiseret af Israelsvenner for ikke at tage skyldigt hensyn til jøders (forståelige) modvilje mod kristen mission, i lyset af Holocaust. Hans forsvar var simpelt: "Hvor mange ser I frelst gennem jeres arbejde? Hvor mange menigheder har I plantet?" Dette var i hans øjne så klart vigtigere end tanken om at "være jøde for jøder", uanset denne tankes bibelske belæg.
Det er indlysende, at Bibelen udpeger en række "major things", som er af afgørende betydning:
Menneskers frelse
Et helligt liv og levned
Guds kraft
Indbyrdes kærlighed
Kristuslighed
I sammenligning med disse blegner mange andre spørgsmål til det rene ingenting. Og selvom jeg for det meste er med på at diskutere teologiske problemstillinger, og synes mange ting her i livet er interessante, så er min holdning klar: Hellere se mennesker frelst, leve med Gud, opleve Guds kraft i mit liv, elske mennesker og ligne Jesus, end at at have nok på mange anbefalinger på alle mulige andre områder!
21.4.09
17.4.09
Anders Ova på afveje...
UPDATE 24/5-09:
Jeg har fra folk, der kender Anders Ova erfaret, at han har erklæret sig enig i, at det er ubibelsk at forsøge at forudsige tidspunktet for Jesu genkomst. Samt at han har lagt afstand til tidligere udtalelser, hvor han enten kom med konkrete gæt, eller udtalte sig så det kunne forstås som sådanne.
Jeg har derfor dd. taget mine tidligere kommentarer angående Anders Ova's overvejelser hhv. udtalelser herom af nettet.
Jeg har fra folk, der kender Anders Ova erfaret, at han har erklæret sig enig i, at det er ubibelsk at forsøge at forudsige tidspunktet for Jesu genkomst. Samt at han har lagt afstand til tidligere udtalelser, hvor han enten kom med konkrete gæt, eller udtalte sig så det kunne forstås som sådanne.
Jeg har derfor dd. taget mine tidligere kommentarer angående Anders Ova's overvejelser hhv. udtalelser herom af nettet.
4.4.09
Bedømmelse og konsekvens
Jeg fik en lidt vrissen kommentar til mit sidste blogindlæg, hvori jeg bedømte David Wilkerson som en falsk profet. Tonen var, at "hvordan kunne jeg vove dette?" når nu i øvrigt "ikke alle var enige" i dette.
Nu skal det siges, at jeg alene har brugt ordene "falsk profet" i den simple betydning, en som hævder at være profet (eller opfører sig som en) uden at være det. Ligesom en falsk apostel er en, som ikke er apostel alligevel, og en falsk bror er en som udgiver sig for at være kristen uden at være det.
Nogle falske profeter og apostle er dybt skadelige for kirken, idet de fører folk væk fra Kristus. Andre er skadelige på et lavere niveau, og det er det, som er tilfældet her.
Det er i øvrigt bibelsk at skelne. I GT foreskriver Gud, at man dels skal forkaste:
1. Den, som kommer med forudsigelser, som ikke indtræffer.
2. Den, hvis forudsigelser indtræffer, men som ved siden af opfordrer til frafald.
Her er det i sagens natur det første, som er relevant, men ikke uvigtigt af den grund.
Det er ikke væsensforskelligt fra at bedømme enhver anden tjeneste. Men fordi profet- og aposteltjenester til tider omgives af en diffus bedømmelse, og enhver kan slippe afsted med at postulere en kaldelse her uden de beviser, som kræves af andre tjenester, støder man oftere på falske profeter og apostle, end på f.eks. falske evangelister.
Jeg er ikke evangelist, og det ville hurtigt blive ufrivilligt komisk, hvis jeg foregav at være det. Endnu mere komisk, næsten grotesk, ville det være, hvis mine tilhængere mod alle fakta søgte at fastholde, at jeg vitterligt var evangelist. "Se her," ville man sige, "der blev jo faktisk frelst en ved mødet d. 14. november..." Men enhver kan opleve, at mennesker bliver frelst, uden at være evangelist og have denne gaves vedvarende gaver og konsistente kaldelse. Og det ville blive ufrivilligt morsomt, hvis man her insisterede på det modsatte af, hvad der var åbenlyst for enhver. Samme simple bedømmelse kan man også foretage i forhold til såvel den profetiske som den apostolske tjeneste.
Der er en faktuel bedømmelse af Wilkersons tjeneste, som Gud giver os på basis af sit ord, og som ikke er til at komme udenom. Wilkerson profeterede bl.a. i 1973 om kommende dårlige tider, og slog fast med megen tydelighed, at Gud havde sagt til ham, at man skulle bruge de kommende få og gode år til at forberede sig. (Pendanten til Faraos drøm er svær at komme udenom).
Lad os tage profetien skridt for skridt. Den blev givet i april 1973, og forudsiger en verdensomspændende lavkonjunktur, såvel som dens konkrete indhold.
Wilkerson ser efter eget udsagn "et par år til i velstand"... Ups, i oktober 1973 udbryder der krig i Mellemøsten, og vi får den famøse oliekrise, der naturligvis skaber efterdønninger i Vestens økonomier, selvom man i forvejen er på vej ud af 60'ernes vækstperioder. Et par år er vel lig "2 år", og ikke "et halvt år". Gud burde da kende forskel, eller...
Dernæst siger Wilkerson, at "Verdens økonomer vil være helt ude af stand til at forklare, hvad det er, der foregår". Nuvel, hvis oliekrisen er en del af det forudsagte, er den vel næppe et stort mysterium. Men hvis krisen i de efterfølgende år også skal tilskrives f.eks. stagflation, dvs. kombineret inflation og stagnation, så er dette velbeskrevet blandt økonomer, og Milton Friedman fik i sin tid netop en Nobelpris for at forudse dette. Næppe heller en helt korrekt beskrivelse...
Så siges det, at krisen vil "starte i Tyskland, brede sig til Japan og endelig komme til USA". Hm... Om noget startede den vel i Mellemøsten, og da slet ikke i Tyskland, og rækkefølgen er heller ikke faktuelt sand, så godt som jeg kender mine historiebøger. Hm...
Dernæst tales der om, at "Store og ansete firmaer og selskaber vil gå bankerot". Og at "store kirkesamfund gå bankerot". Nu siger jeg ikke, at ingen selskaber gik konkurs, men hvilke (rigtig) store selskaber gik konkurs i den periode? Og hvilke kirkesamfund???
Efter 80'erne holdt dette op - og tiderne blev bedre, og i 90'erne var der generelt god vækst... Øh! Var det nu også sådan, profetien var??? Gik den så ikke helt i opfyldelse??? Eller skal den opfyldes senere???
Så kort og godt, krisen i 70'erne kom ikke efter "et par år", men efter et halvt år, og den forløb ikke som beskrevet. Og hvis de efterfølgende år skal regnes med, og krisen ikke er kommet endnu, så var de kommende, få "gode år" var dårligere end de efterfølgende, og årene har samlet set ikke været "gode", men først dårlige og så gode, og slet ikke få - og slet ikke så få som beskrevet. Man forholder sig ganske enkelt ikke til fakta, hvis man mener, den pågældende profeti er korrekt.
Kan Gud ikke komme med mere præcise profetier end det??? Jo bestemt, og det er jo det, han selv siger i Bibelen. Hans standarder er højere end som så.
Dette er simpel bedømmelse. Hertil kan lægges en mængde andre beviser og/eller indicier. Så vidt jeg husker har der været en konkret fejlprofeti om trosfolks fald, som også har været omtalt i danske medier, Udfordringen eller Brændpunktet, i sin tid. Dernæst det problematiske i at have en profettjeneste, hvis distance til meget store dele af kirken er udtalt, og hvis afvisning af ellers harmløse foreteelser som f.eks. megen moderne kristen musik er lige så udtalt. Og som f.eks. udtalte om den ellers meget evangelistiske Pensacola-vækkelse, at "hvis de koncentrerede sig om at vinde sjæle, kunne det være, de kunne være effektive" (frit efter hukommelsen).
Er det troværdigt, at en så farvet personlighed kan levere objektive og upåvirkede profetier? Det er også tvivlsomt i sig selv. Er tjenesten og personen i det hele taget troværdig? Lige så tvivlsomt.
Dette er redelige spørgsmål, som må stilles, og hvor svaret næppe kan siges at modsige den konklusion, man ellers kan drage.
Det er tillige min klare formodning, at Wilkerson med sin udtalt konservative teologi i særlig grad appellerer til kredse, hvor man er i indædt opposition til alt "nyt" i kirken. Dette i en grad, så andre, jeg selv inkl., der ikke nødvendigvis er politisk korrekte teologisk set, og på ingen måde afviger fra nytestamentelig kristendom, både står for skud og står af. I sådanne ultrakonservative kredse er Wilkerson måske nok en superstar. Men det legitimerer ikke, at man (/nogle) hyklerisk godtager en tvivlsom profetskikkelse, mens man pukker på såkaldte "falske profeter" i andre kredse; samt dissekerer andres forkyndelse med lup, mens man nonchelant forbigår åbenlyse fejl hos sit eget idol.
Som en følge af bedømmelsen efterlyser jeg lidt konsekvens. I al beskedenhed. Det kan vel ikke være rigtigt, at tvivlsomme profetier og tvivlsomme holdninger skal promoveres uden konsekvenser. Lige så lidt som tvivlsom moral skal tolereres, eller tvivlsom undervisning skal markedsføres, og folk som er faldet uden at have gjort op, ikke uden videre skal nyde kirkens tillid. Vel har Wilkerson nok kun begrænset officiel støtte i dagens (danske) kirkeliv, men det modsvares af en alt for stor støtte i underskoven af kirkeløse kristne og perifert tilknyttede skeptikere.
Man er imidlertid nødt til at rejse den nødvendige konstruktive kritik, der kan hive bl.a. Wilkerson ned fra den piedestal, som er bygget til/af ham. Der er fans, som følger ham lige så blindt, som andre påstås at følge tv-evangelister og trospastorer. Og det er ikke sundt.
Nu skal det siges, at jeg alene har brugt ordene "falsk profet" i den simple betydning, en som hævder at være profet (eller opfører sig som en) uden at være det. Ligesom en falsk apostel er en, som ikke er apostel alligevel, og en falsk bror er en som udgiver sig for at være kristen uden at være det.
Nogle falske profeter og apostle er dybt skadelige for kirken, idet de fører folk væk fra Kristus. Andre er skadelige på et lavere niveau, og det er det, som er tilfældet her.
Det er i øvrigt bibelsk at skelne. I GT foreskriver Gud, at man dels skal forkaste:
1. Den, som kommer med forudsigelser, som ikke indtræffer.
2. Den, hvis forudsigelser indtræffer, men som ved siden af opfordrer til frafald.
Her er det i sagens natur det første, som er relevant, men ikke uvigtigt af den grund.
Det er ikke væsensforskelligt fra at bedømme enhver anden tjeneste. Men fordi profet- og aposteltjenester til tider omgives af en diffus bedømmelse, og enhver kan slippe afsted med at postulere en kaldelse her uden de beviser, som kræves af andre tjenester, støder man oftere på falske profeter og apostle, end på f.eks. falske evangelister.
Jeg er ikke evangelist, og det ville hurtigt blive ufrivilligt komisk, hvis jeg foregav at være det. Endnu mere komisk, næsten grotesk, ville det være, hvis mine tilhængere mod alle fakta søgte at fastholde, at jeg vitterligt var evangelist. "Se her," ville man sige, "der blev jo faktisk frelst en ved mødet d. 14. november..." Men enhver kan opleve, at mennesker bliver frelst, uden at være evangelist og have denne gaves vedvarende gaver og konsistente kaldelse. Og det ville blive ufrivilligt morsomt, hvis man her insisterede på det modsatte af, hvad der var åbenlyst for enhver. Samme simple bedømmelse kan man også foretage i forhold til såvel den profetiske som den apostolske tjeneste.
Der er en faktuel bedømmelse af Wilkersons tjeneste, som Gud giver os på basis af sit ord, og som ikke er til at komme udenom. Wilkerson profeterede bl.a. i 1973 om kommende dårlige tider, og slog fast med megen tydelighed, at Gud havde sagt til ham, at man skulle bruge de kommende få og gode år til at forberede sig. (Pendanten til Faraos drøm er svær at komme udenom).
Lad os tage profetien skridt for skridt. Den blev givet i april 1973, og forudsiger en verdensomspændende lavkonjunktur, såvel som dens konkrete indhold.
Wilkerson ser efter eget udsagn "et par år til i velstand"... Ups, i oktober 1973 udbryder der krig i Mellemøsten, og vi får den famøse oliekrise, der naturligvis skaber efterdønninger i Vestens økonomier, selvom man i forvejen er på vej ud af 60'ernes vækstperioder. Et par år er vel lig "2 år", og ikke "et halvt år". Gud burde da kende forskel, eller...
Dernæst siger Wilkerson, at "Verdens økonomer vil være helt ude af stand til at forklare, hvad det er, der foregår". Nuvel, hvis oliekrisen er en del af det forudsagte, er den vel næppe et stort mysterium. Men hvis krisen i de efterfølgende år også skal tilskrives f.eks. stagflation, dvs. kombineret inflation og stagnation, så er dette velbeskrevet blandt økonomer, og Milton Friedman fik i sin tid netop en Nobelpris for at forudse dette. Næppe heller en helt korrekt beskrivelse...
Så siges det, at krisen vil "starte i Tyskland, brede sig til Japan og endelig komme til USA". Hm... Om noget startede den vel i Mellemøsten, og da slet ikke i Tyskland, og rækkefølgen er heller ikke faktuelt sand, så godt som jeg kender mine historiebøger. Hm...
Dernæst tales der om, at "Store og ansete firmaer og selskaber vil gå bankerot". Og at "store kirkesamfund gå bankerot". Nu siger jeg ikke, at ingen selskaber gik konkurs, men hvilke (rigtig) store selskaber gik konkurs i den periode? Og hvilke kirkesamfund???
Efter 80'erne holdt dette op - og tiderne blev bedre, og i 90'erne var der generelt god vækst... Øh! Var det nu også sådan, profetien var??? Gik den så ikke helt i opfyldelse??? Eller skal den opfyldes senere???
Så kort og godt, krisen i 70'erne kom ikke efter "et par år", men efter et halvt år, og den forløb ikke som beskrevet. Og hvis de efterfølgende år skal regnes med, og krisen ikke er kommet endnu, så var de kommende, få "gode år" var dårligere end de efterfølgende, og årene har samlet set ikke været "gode", men først dårlige og så gode, og slet ikke få - og slet ikke så få som beskrevet. Man forholder sig ganske enkelt ikke til fakta, hvis man mener, den pågældende profeti er korrekt.
Kan Gud ikke komme med mere præcise profetier end det??? Jo bestemt, og det er jo det, han selv siger i Bibelen. Hans standarder er højere end som så.
Dette er simpel bedømmelse. Hertil kan lægges en mængde andre beviser og/eller indicier. Så vidt jeg husker har der været en konkret fejlprofeti om trosfolks fald, som også har været omtalt i danske medier, Udfordringen eller Brændpunktet, i sin tid. Dernæst det problematiske i at have en profettjeneste, hvis distance til meget store dele af kirken er udtalt, og hvis afvisning af ellers harmløse foreteelser som f.eks. megen moderne kristen musik er lige så udtalt. Og som f.eks. udtalte om den ellers meget evangelistiske Pensacola-vækkelse, at "hvis de koncentrerede sig om at vinde sjæle, kunne det være, de kunne være effektive" (frit efter hukommelsen).
Er det troværdigt, at en så farvet personlighed kan levere objektive og upåvirkede profetier? Det er også tvivlsomt i sig selv. Er tjenesten og personen i det hele taget troværdig? Lige så tvivlsomt.
Dette er redelige spørgsmål, som må stilles, og hvor svaret næppe kan siges at modsige den konklusion, man ellers kan drage.
Det er tillige min klare formodning, at Wilkerson med sin udtalt konservative teologi i særlig grad appellerer til kredse, hvor man er i indædt opposition til alt "nyt" i kirken. Dette i en grad, så andre, jeg selv inkl., der ikke nødvendigvis er politisk korrekte teologisk set, og på ingen måde afviger fra nytestamentelig kristendom, både står for skud og står af. I sådanne ultrakonservative kredse er Wilkerson måske nok en superstar. Men det legitimerer ikke, at man (/nogle) hyklerisk godtager en tvivlsom profetskikkelse, mens man pukker på såkaldte "falske profeter" i andre kredse; samt dissekerer andres forkyndelse med lup, mens man nonchelant forbigår åbenlyse fejl hos sit eget idol.
Som en følge af bedømmelsen efterlyser jeg lidt konsekvens. I al beskedenhed. Det kan vel ikke være rigtigt, at tvivlsomme profetier og tvivlsomme holdninger skal promoveres uden konsekvenser. Lige så lidt som tvivlsom moral skal tolereres, eller tvivlsom undervisning skal markedsføres, og folk som er faldet uden at have gjort op, ikke uden videre skal nyde kirkens tillid. Vel har Wilkerson nok kun begrænset officiel støtte i dagens (danske) kirkeliv, men det modsvares af en alt for stor støtte i underskoven af kirkeløse kristne og perifert tilknyttede skeptikere.
Man er imidlertid nødt til at rejse den nødvendige konstruktive kritik, der kan hive bl.a. Wilkerson ned fra den piedestal, som er bygget til/af ham. Der er fans, som følger ham lige så blindt, som andre påstås at følge tv-evangelister og trospastorer. Og det er ikke sundt.
2.4.09
Hvorfor får falske profeter spalteplads?
Jeg har tidligere kommenteret på David Wilkersons profetier på min blog, og siden da er jeg blevet spurgt, hvad jeg mener om hans seneste profeti, som Udfordringen også gengiver.
Well... Først kan man spørge, hvorfor kun Wilkersons profetier finder vej til spalterne i kristne medier. Ganske modsatrettede profetier er f.eks. blevet fremsat af Kenneth Copeland, her, her og her. Og et nyhedsmedie bør da, om ikke andet i den brede dæknings interesse, lade det være sagt også...
Dernæst - og ikke uvæsentligt - må man spørge, om tonen i Wilkersons profeti og profetier generelt stemmer med Bibelens hyppige "Frygt ikke". Kan man genkende hyrdens røst? Eller er budskabet mere diffust angstprovokerende?
Endelig så må man sige, at det ikke holder en høj standard i forhold til bibelske profetier. Tænk, hvis Josef havde sagt til farao, at "der kommer nogle gode år og nogle dårlige år, men hvornår ved jeg ikke, og hvor mange ved jeg ikke. Men vi må forberede os." Jo tak... Hvordan? Gud gav her en operativ profeti, som man kunne handle på. Eller hvis Agabus, der profeterede om en kommende hungersnød blot havde sagt, at "der kommer til at ske et eller andet katastrofalt indenfor den nærmeste fremtid", og ingen havde vidst, om det var hungersnød, krig, epidemier eller noget helt andet. Kunne man så havde planlagt indsamlingen af mad til de hellige, som Paulus stod for? Næppe...
Så i bedste fald - og tilsat lidt god vilje - er Wilkersons profetier på et meget lavt niveau, som slet ikke passer til den globale profetskikkelse, han selv og hans tilhængere giver ham udseende af.
Men hov...! Hvorfor sidde og analysere hans seneste profeti???
Som jeg har skrevet tidligere, så er hans tidligere profetier ikke gået i opfyldelse. De "få og gode år" var ikke få, og ikke gode. (Selv hvis de måtte anses for relativt gode i forhold til de kommende, så giver Bibelen os altså standarden for "gode år", nemlig år hvor man kan opspare og lagre overskud). Der har været nok trængler og stagnationstider ind imellem de gode tider, til at man ikke kan tale om "gode år", og "få år"... Tja, hvis den skal gå i opfyldelse engang i fremtiden, så er der mindst 35 år mellem udsagnet og opfyldelsen. Dvs. man kunne påbegynde sit erhvervsaktive liv i en alder af 25, og fra den tid være på vagt overfor opfyldelsen af profetien, og så i en alder af over 60, hvor man skal pensioneres, måske, måske, måske se den gå i opfyldelse engang. Det er fuldstændig meningsløst.
Kort og godt: De gode år var ikke gode, og de få år var ikke få. Profetien er derfor ikke gået i opfyldelse.
(Frit fra hukommelsen husker jeg også noget med, at Wilkerson, som jo indædt er imod store dele af resten af kristenheden, også et givet år forudsagde, at inden årets udgang ville nogle bestemte kendte trosforkyndere falde, hvilket heller ikke skete).
Konklusionen er ikke til at komme udenom: David Wilkerson er en falsk profet!
Nu er det sådan, at et profetisk ord, som er til opmuntring, formaning og trøst, og er en af Åndens ni gaver, og ikke rummer en fremtidsforudsigelse, er en anden sag. Her skal blot det profetiske ord bedømmes. Og selv den, som fejler, kan godt ved anden anledning komme med et profetisk ord.
Men... Ved profetier, som rummer fremtidsforudsigelser, er reglerne helt anderledes. Det er ganske tydeligt, når man læser de instruktioner, som Gud giver i GT. Medmindre profetien er betinget - f.eks. af omvendelse - skal den gå i opfyldelse. Ellers er vedkommende ikke Herrens profet. Og... Konsekvenserne er lige så klare: En sådan mand må/skal man ikke frygte - læs: ikke behandle som en profet og ikke give agtelse og lytte til som en profet.
Der er ikke engang tale om, at profeten har fejlet og som straf skal bære den tugt at blive frataget tilladelsen til at tjene igen. Den slags kan anvendes overfor moralske fald og vranglære - og med mulig genoprettelse og genindsættelse i tjeneste. Men her er der iflg. Guds Ord tale om, at vedkommende slet ikke er en Guds profet. Der er ikke tale om tugt, men om bedømmelse. Der er heller ikke blot tale om en bedømmelse af profetens aktuelle udvikling og niveau, men at hans kaldelse i det hele taget. Det er dybt alvorligt og med vidtrækkende konsekvenser.
Den, som kommer med et forkert profetisk ord, kan tale igen. Den, som offentligt kommer med en fejlagtig fremtidsforudsigelse, kan aldrig tale igen!
Sådan er spillereglerne, og det er ikke mig, som har fundet på dem, men Gud selv.
Jeg er en enfoldig og simpel kristen. Jeg adlyder Gud, så langt jeg kan og forstår. Og jeg nægter altså at lytte til falske profeter. Punktum! Gid flere ville gøre det samme.
Det er klart, at folk, som lytter til andre røster, er lette at imponere. Hvis man læste horoskoper, lyttede til Vølvens spådomme, besøgte en sandsigerske, eller noget tilsvarende, ville de fleste være imponerede, hvis det var 80-90% sandt og i plet. Men sådan er Guds standarder ikke. I Guds Rige er man diskvalificeret, hvis man en enkelt gang i hele sit liv har gået offentligt ud med en fremtidsforudsigelse, som ikke gik i opfyldelse.
Hvordan falske profeter og profetier opstår, er et stort og kompleks emne, som evt. må behandles en anden gang. Men det er klart, at hvis en falsk profet altid og konsekvent sagde det stik modsatte af, hvad der var sandt, og hvad som rent faktisk skete, så ville vedkommende umiddelbart og hurtigt være afsløret. Men falske profeter kan måske godt indimellem komme af sted med en "profeti", som går i opfyldelse, eller i det mindste tildels ser ud til at passe nogenlunde. Men det bibelske svar må naturligvis være, at det er (læs: pr. definition må være) et tilfælde. Eftersom Gud ikke anerkender personen som en profet, kan det ikke være Gud, som står bag, at vedkommende opkaster sig til profet og kommer med profetiske ytringer.
Midt i en finanskrise og en urolig og falden verden kan man jo ikke udelukke en forværring af krisen, et statsbankerot, et børskrak, en krig eller en naturkatastrofe. Men at et eller andet katastrofalt måske sker, på kort eller langt sigt, er ikke nok til at genetablere Wilkersons troværdighed og profetstatus. Hans fortidige meritter vejer tungest.
Det er muligt, at man som falsk profet stadig kan være frelst af nåde. Det skal jeg ikke udtale mig om. Det er jo ikke alle falske profeter, som bevidst søger at lede folk væk fra Gud. Men man er i det mindste udelukket fra den tjeneste, rolle eller position.
Som jeg ser det, handler det ganske enkelt om, at vi i Gud har en kærlig Far, der bekymrer sig om sine børns ve og vel. Og som det ligger enormt meget på sinde, at de ikke skal forvirres, forstyrres og foruroliges uden grund af selvbestaltede profeter.
For ret beset, hvis ikke reglerne var så strikse, så ville der jo altid komme en ny profeti, som man mere eller mindre var nødt til at indrette sig efter, for sæt nu... Gud vil, at vi skal lytte til kilder, som er ubesmittede, hvad enten andre kilder er besmittede af det ene eller det andet.
I det lys er det intet mindre end skandaløst, at kristne medier kolporterer falske profeter og giver dem spalteplads. Og at deres profetier cirkulerer i kristne kredse, hvor man spilder tid og energi på at forholde sig til dem.
Det er også ironisk, at mange så rigtigt beklager sig over standarden i kirken, hvad angår moralske fald og falsk lære. F.eks. med Todd Bentleys nylige og temmelig overfladiske restituering, eller i forhold til mere eller mindre tvivlsomme fortolkninger af Guds Ord. Det er en smule hyklerisk - pænt sagt - at man gør dette, og så samtidig tolererer folk som David Wilkerson, ligesindende eller dem, som blot viderebringer hans budskaber. Det er på tide at få renset ud.
Well... Først kan man spørge, hvorfor kun Wilkersons profetier finder vej til spalterne i kristne medier. Ganske modsatrettede profetier er f.eks. blevet fremsat af Kenneth Copeland, her, her og her. Og et nyhedsmedie bør da, om ikke andet i den brede dæknings interesse, lade det være sagt også...
Dernæst - og ikke uvæsentligt - må man spørge, om tonen i Wilkersons profeti og profetier generelt stemmer med Bibelens hyppige "Frygt ikke". Kan man genkende hyrdens røst? Eller er budskabet mere diffust angstprovokerende?
Endelig så må man sige, at det ikke holder en høj standard i forhold til bibelske profetier. Tænk, hvis Josef havde sagt til farao, at "der kommer nogle gode år og nogle dårlige år, men hvornår ved jeg ikke, og hvor mange ved jeg ikke. Men vi må forberede os." Jo tak... Hvordan? Gud gav her en operativ profeti, som man kunne handle på. Eller hvis Agabus, der profeterede om en kommende hungersnød blot havde sagt, at "der kommer til at ske et eller andet katastrofalt indenfor den nærmeste fremtid", og ingen havde vidst, om det var hungersnød, krig, epidemier eller noget helt andet. Kunne man så havde planlagt indsamlingen af mad til de hellige, som Paulus stod for? Næppe...
Så i bedste fald - og tilsat lidt god vilje - er Wilkersons profetier på et meget lavt niveau, som slet ikke passer til den globale profetskikkelse, han selv og hans tilhængere giver ham udseende af.
Men hov...! Hvorfor sidde og analysere hans seneste profeti???
Som jeg har skrevet tidligere, så er hans tidligere profetier ikke gået i opfyldelse. De "få og gode år" var ikke få, og ikke gode. (Selv hvis de måtte anses for relativt gode i forhold til de kommende, så giver Bibelen os altså standarden for "gode år", nemlig år hvor man kan opspare og lagre overskud). Der har været nok trængler og stagnationstider ind imellem de gode tider, til at man ikke kan tale om "gode år", og "få år"... Tja, hvis den skal gå i opfyldelse engang i fremtiden, så er der mindst 35 år mellem udsagnet og opfyldelsen. Dvs. man kunne påbegynde sit erhvervsaktive liv i en alder af 25, og fra den tid være på vagt overfor opfyldelsen af profetien, og så i en alder af over 60, hvor man skal pensioneres, måske, måske, måske se den gå i opfyldelse engang. Det er fuldstændig meningsløst.
Kort og godt: De gode år var ikke gode, og de få år var ikke få. Profetien er derfor ikke gået i opfyldelse.
(Frit fra hukommelsen husker jeg også noget med, at Wilkerson, som jo indædt er imod store dele af resten af kristenheden, også et givet år forudsagde, at inden årets udgang ville nogle bestemte kendte trosforkyndere falde, hvilket heller ikke skete).
Konklusionen er ikke til at komme udenom: David Wilkerson er en falsk profet!
Nu er det sådan, at et profetisk ord, som er til opmuntring, formaning og trøst, og er en af Åndens ni gaver, og ikke rummer en fremtidsforudsigelse, er en anden sag. Her skal blot det profetiske ord bedømmes. Og selv den, som fejler, kan godt ved anden anledning komme med et profetisk ord.
Men... Ved profetier, som rummer fremtidsforudsigelser, er reglerne helt anderledes. Det er ganske tydeligt, når man læser de instruktioner, som Gud giver i GT. Medmindre profetien er betinget - f.eks. af omvendelse - skal den gå i opfyldelse. Ellers er vedkommende ikke Herrens profet. Og... Konsekvenserne er lige så klare: En sådan mand må/skal man ikke frygte - læs: ikke behandle som en profet og ikke give agtelse og lytte til som en profet.
Der er ikke engang tale om, at profeten har fejlet og som straf skal bære den tugt at blive frataget tilladelsen til at tjene igen. Den slags kan anvendes overfor moralske fald og vranglære - og med mulig genoprettelse og genindsættelse i tjeneste. Men her er der iflg. Guds Ord tale om, at vedkommende slet ikke er en Guds profet. Der er ikke tale om tugt, men om bedømmelse. Der er heller ikke blot tale om en bedømmelse af profetens aktuelle udvikling og niveau, men at hans kaldelse i det hele taget. Det er dybt alvorligt og med vidtrækkende konsekvenser.
Den, som kommer med et forkert profetisk ord, kan tale igen. Den, som offentligt kommer med en fejlagtig fremtidsforudsigelse, kan aldrig tale igen!
Sådan er spillereglerne, og det er ikke mig, som har fundet på dem, men Gud selv.
Jeg er en enfoldig og simpel kristen. Jeg adlyder Gud, så langt jeg kan og forstår. Og jeg nægter altså at lytte til falske profeter. Punktum! Gid flere ville gøre det samme.
Det er klart, at folk, som lytter til andre røster, er lette at imponere. Hvis man læste horoskoper, lyttede til Vølvens spådomme, besøgte en sandsigerske, eller noget tilsvarende, ville de fleste være imponerede, hvis det var 80-90% sandt og i plet. Men sådan er Guds standarder ikke. I Guds Rige er man diskvalificeret, hvis man en enkelt gang i hele sit liv har gået offentligt ud med en fremtidsforudsigelse, som ikke gik i opfyldelse.
Hvordan falske profeter og profetier opstår, er et stort og kompleks emne, som evt. må behandles en anden gang. Men det er klart, at hvis en falsk profet altid og konsekvent sagde det stik modsatte af, hvad der var sandt, og hvad som rent faktisk skete, så ville vedkommende umiddelbart og hurtigt være afsløret. Men falske profeter kan måske godt indimellem komme af sted med en "profeti", som går i opfyldelse, eller i det mindste tildels ser ud til at passe nogenlunde. Men det bibelske svar må naturligvis være, at det er (læs: pr. definition må være) et tilfælde. Eftersom Gud ikke anerkender personen som en profet, kan det ikke være Gud, som står bag, at vedkommende opkaster sig til profet og kommer med profetiske ytringer.
Midt i en finanskrise og en urolig og falden verden kan man jo ikke udelukke en forværring af krisen, et statsbankerot, et børskrak, en krig eller en naturkatastrofe. Men at et eller andet katastrofalt måske sker, på kort eller langt sigt, er ikke nok til at genetablere Wilkersons troværdighed og profetstatus. Hans fortidige meritter vejer tungest.
Det er muligt, at man som falsk profet stadig kan være frelst af nåde. Det skal jeg ikke udtale mig om. Det er jo ikke alle falske profeter, som bevidst søger at lede folk væk fra Gud. Men man er i det mindste udelukket fra den tjeneste, rolle eller position.
Som jeg ser det, handler det ganske enkelt om, at vi i Gud har en kærlig Far, der bekymrer sig om sine børns ve og vel. Og som det ligger enormt meget på sinde, at de ikke skal forvirres, forstyrres og foruroliges uden grund af selvbestaltede profeter.
For ret beset, hvis ikke reglerne var så strikse, så ville der jo altid komme en ny profeti, som man mere eller mindre var nødt til at indrette sig efter, for sæt nu... Gud vil, at vi skal lytte til kilder, som er ubesmittede, hvad enten andre kilder er besmittede af det ene eller det andet.
I det lys er det intet mindre end skandaløst, at kristne medier kolporterer falske profeter og giver dem spalteplads. Og at deres profetier cirkulerer i kristne kredse, hvor man spilder tid og energi på at forholde sig til dem.
Det er også ironisk, at mange så rigtigt beklager sig over standarden i kirken, hvad angår moralske fald og falsk lære. F.eks. med Todd Bentleys nylige og temmelig overfladiske restituering, eller i forhold til mere eller mindre tvivlsomme fortolkninger af Guds Ord. Det er en smule hyklerisk - pænt sagt - at man gør dette, og så samtidig tolererer folk som David Wilkerson, ligesindende eller dem, som blot viderebringer hans budskaber. Det er på tide at få renset ud.
17.3.09
NY BOG: Kvinde og Kaldet!
En kort nyhed til læsere af bloggen. Jeg har fornyligt begået en ny bog, med titlen "Kvinde og Kaldet".Bogen er en "modbog" til bogen "Kvinder på Herrens Mark", og den gendriver de traditionalistiske og ubibelske synspunkter heri, hvad angår begrænsninger på kvinders tjeneste for Gud.
Bogen er kort, klar og præcis, og læsbar for alle med interesse i emnet, ikke mindst dem som er stødt på eller er i daglig konflikt med konservative synspunkter.
Den kan købes online hos BoD, eller i alle boghandlere.
16.3.09
1-2-3-Genoprettelse... Hm...
Efterspillet ovenpå Todd Bentley's fald fra tinderne er alt andet end pænt at se på. Charismas redaktør Lee Grady har en bidende kommentar i sin sidste leder. Status ser ud til at være, at Todd Bentley har giftet sig med den kvinde fra sin stab, med hvem han var involveret i (mindst?) følelsesmæssig utroskab. Ovenpå hvilket han under Rick Joyners vinger er gået ind i en "proces", som skal tilsigte "helbredelse" og "genoprettelse" (underforstået: til platformen).
Nu er det ikke sådan, at skilsmisse og gengifte er udelukket iflg. Bibelen. Jeg er selv fraskilt og gift igen, og der gives nogle meget klare grunde, f.eks. utroskab, anden utugt og skilsmisse fra den anden parts side, som der ikke burde herske tvivl om.
Tilmed er jeg åben for, at selv den, som er skyld i sin skilsmisse, f.eks. gennem utroskab, og hvor tilbagevenden til ægteskabet er udelukket, fordi den anden part ikke vil være med til det, at selv den person vil kunne gifte sig igen, efter en proces af omvendelse. Men der må dog være en grænse et sted, og at gifte sig med netop den, man har været (følelsesmæssig) utro med, kan aldrig være rigtigt. Her er man for tæt på Jesu ord om at "skille sig og gifte sig", i betydningen "skille sig for at gifte sig...", altså at forlade en til fordel for en anden.
For den udenforstående så virker det også suspekt, at Todd Bentley så hastigt har giftet sig, og netop forud for den annoncerede "genoprettelsesproces". Det lugter lidt for meget af, at han ønsker, hans mentorer skal sige: "Ok, du må bede om tilgivelse for fortidens fejl, og så bare være forpligtet og tro i dit nuværende ægteskab" fremfor at måtte sige: "Du må oprigtigt og ihærdigt søge genoprettelse i forhold til din kone, og lukke døren for alle andre". Det første kunne måske siges til den, som er 20 år inde i et nyt ægteskab, men plages af anger over tidligere fejl. Men det virker hastigt og letkøbt i kølvandet af en tvivlsom affære, af hvad form den end har haft.
Rick Joyner, som jeg ellers har sat stor pris på, er ude på ualmindeligt dybt vand i den forbindelse, i et ganske ubegribeligt forsvar for Todd Bentleys tjeneste.
Selv i vores hjemlige andedam, hvor vi ikke pt. har skandaler af den kaliber, er emnet relevant.
Ingen nægter Todd Bentley tilgivelse. Spørgsmålet angår karakter og troværdighed som leder, og på hvilke betingelser en sådan tillidserklæring kan gives. Der er heller ingen grund til at benægte, at mennesker mødte Gud gennem Todd Bentley. Ligesom mennesker rent faktisk mødte Guds kraft, da selv Judas sammen med de andre disciple blev sendt ud af Jesus for at helbrede de syge og uddrive de onde ånder.
Men simpelt sagt: Todd behøver Gud, men Gud behøver ikke Todd. Gud kan bruge andre. Gud er ikke afhængig af en enkelt persons villighed eller karakter. Og det er en misforståelse, hvis man ignorerer alvorlige personlige fejl i et desperat - og menneskeligt (læs: kødeligt) - forsøg på at holde en given tjeneste oven vande.
Nu er det ikke sådan, at skilsmisse og gengifte er udelukket iflg. Bibelen. Jeg er selv fraskilt og gift igen, og der gives nogle meget klare grunde, f.eks. utroskab, anden utugt og skilsmisse fra den anden parts side, som der ikke burde herske tvivl om.
Tilmed er jeg åben for, at selv den, som er skyld i sin skilsmisse, f.eks. gennem utroskab, og hvor tilbagevenden til ægteskabet er udelukket, fordi den anden part ikke vil være med til det, at selv den person vil kunne gifte sig igen, efter en proces af omvendelse. Men der må dog være en grænse et sted, og at gifte sig med netop den, man har været (følelsesmæssig) utro med, kan aldrig være rigtigt. Her er man for tæt på Jesu ord om at "skille sig og gifte sig", i betydningen "skille sig for at gifte sig...", altså at forlade en til fordel for en anden.
For den udenforstående så virker det også suspekt, at Todd Bentley så hastigt har giftet sig, og netop forud for den annoncerede "genoprettelsesproces". Det lugter lidt for meget af, at han ønsker, hans mentorer skal sige: "Ok, du må bede om tilgivelse for fortidens fejl, og så bare være forpligtet og tro i dit nuværende ægteskab" fremfor at måtte sige: "Du må oprigtigt og ihærdigt søge genoprettelse i forhold til din kone, og lukke døren for alle andre". Det første kunne måske siges til den, som er 20 år inde i et nyt ægteskab, men plages af anger over tidligere fejl. Men det virker hastigt og letkøbt i kølvandet af en tvivlsom affære, af hvad form den end har haft.
Rick Joyner, som jeg ellers har sat stor pris på, er ude på ualmindeligt dybt vand i den forbindelse, i et ganske ubegribeligt forsvar for Todd Bentleys tjeneste.
Selv i vores hjemlige andedam, hvor vi ikke pt. har skandaler af den kaliber, er emnet relevant.
Ingen nægter Todd Bentley tilgivelse. Spørgsmålet angår karakter og troværdighed som leder, og på hvilke betingelser en sådan tillidserklæring kan gives. Der er heller ingen grund til at benægte, at mennesker mødte Gud gennem Todd Bentley. Ligesom mennesker rent faktisk mødte Guds kraft, da selv Judas sammen med de andre disciple blev sendt ud af Jesus for at helbrede de syge og uddrive de onde ånder.
Men simpelt sagt: Todd behøver Gud, men Gud behøver ikke Todd. Gud kan bruge andre. Gud er ikke afhængig af en enkelt persons villighed eller karakter. Og det er en misforståelse, hvis man ignorerer alvorlige personlige fejl i et desperat - og menneskeligt (læs: kødeligt) - forsøg på at holde en given tjeneste oven vande.
9.3.09
Krisen kradser i Tranum... Tja ja...
Jeg læste i Nordjyske i søndags, at der nu i alt har været 20 tvangsauktioner blandt de famøse sommerhuse i Tranum Klit, heraf hele 16 efter nytår. Finanskrisen sætter også sit fingeraftryk her, selvom det ret beset var ventet, at ikke alle, som hang på sommerhusene, ville kunne klare betalingerne. Flere tvangsauktioner forventes at komme, melder formanden for grundejerforeningen, Anja Grove, til Nordjyske.
Sagen har været tvilsom fra starten, og er blevet stedse mere speget, som tiden er gået, og flere og flere til tider selvmodsigende meldinger kom på banen. Jeg har i tidens løb selv blogget en del om Tranum Klit og firmaet bag, Zelot, for den som har brug for en ajourføring.
Det er vanskeligt at have ondt af David Klit og Zelot, som nu også selv er gået konkurs. Fra fallit til millionær til fallit igen, må hans vidnesbyrd nu lyde... Men man må have ondt af de mange, som hoppede med på vognen i den tro, at de var garanteret sikker gevinst.
I særdeleshed er det jo tragisk, at netop de "fattige frikirkepræster" (eller andre idealistiske og aktive kristne), som man ville hjælpe ved at sikre dem en hurtig og sikker - og (suk!) skattefri - kursgevinst, nu får deres privatøkonomi yderligere belastet ved at skulle holde et sommerhus oven vande, som de næppe nu kan sælge med gevinst. Eller som i værste fald skal igennem en tvangsauktion, og enten betale af på en stort gældspost efterfølgende eller se personlig konkurs i øjnene. Det er ligesom ikke noget, der frigør mennesker til Guds Rige, eller frigør menneskers tid til at tjene Gud...
Måske er der her og der en eller to, som stadig mener, at dette alene skyldes åndelige angreb etc. Men for alle andre må det efterhånden stå klart: Det er gået SÅ dårligt, at det ikke kan være Guds idé! Faktisk bærer det mest af alt præg af at være netop det "get-rich-quick-sceme", som det fra starten mindede alt for meget om.
Hvis læseren føler, jeg er unødvendigt spydig, så er det altså ikke uden grund.
Jeg kontaktede Zelot, da den første omtale havde været i Udfordringen, og gjorde dem opmærksom på, at jeg som erhvervsjura-studerende vidste et og andet om tingene, og at der nok var nogle skattemæssige problemer, hvis omtalen stod til troende. Og alt, jeg fik, var et arrogant svar om, at David Klit ikke ville svare pr. email, og at jeg ikke lige havde fattet, hvad det gik ud på. Heller ikke, da jeg fik en bekræftende udtalelse fra min forelæser i Skatteret, og videresendte den, hørte jeg nærmere. Det kan godt være, man har haft en lidt for hurtig advokat, som har sagt, der ingen ben var i sagen. Men som jeg oplever det, har man lukket øjnene for relevant input og afvist at tjekke det, i sin insisteren på at gennemføre, hvad man så som en imponerende og enestående idé.
Heller ikke de kristne medier har imponeret. Jeg kontaktede Udfordringen kort efter samme artikel, og henviste til de samme problemstillinger, og at folk kunne komme i problemer - hvorefter jeg efterlyste lidt kritisk journalistik. Men jeg fik blot det svar, at man ikke ville gå mere ind i den sag, men at vi måtte håbe, der ikke kom fokus på disse ting, så folk fik problemer. Jo tak, et par opringninger og lidt gåen-på-klingen overfor David Klit og Zelot kunne have afsløret et par selvmodsigelser og måske reddet en del fra at gå i fælden.
Naturligvis har også kristne lov til at købe sommerhuse - og til at investere. Det er ikke, hvad sagen handler om. Pointen er, at man har lokket folk til at investere ensidigt, som ikke havde kapital til at sprede deres investeringer og bære et isoleret tab, og som ville være bedre hjulpet med at købe aktier, som hurtigt kunne realiseres, eller måske investere i eget hus. Og det er skuffende, at der ikke rigtigt har været nogle kristne ledere, som har taget bladet fra munden og talt åbent om denne sag.
Uanset, så kan man vel tillade sig at tro, at den slags lidt for smarte løsningen ingen gang har i danske kirker en rum tid fremover...
Sagen har været tvilsom fra starten, og er blevet stedse mere speget, som tiden er gået, og flere og flere til tider selvmodsigende meldinger kom på banen. Jeg har i tidens løb selv blogget en del om Tranum Klit og firmaet bag, Zelot, for den som har brug for en ajourføring.
Det er vanskeligt at have ondt af David Klit og Zelot, som nu også selv er gået konkurs. Fra fallit til millionær til fallit igen, må hans vidnesbyrd nu lyde... Men man må have ondt af de mange, som hoppede med på vognen i den tro, at de var garanteret sikker gevinst.
I særdeleshed er det jo tragisk, at netop de "fattige frikirkepræster" (eller andre idealistiske og aktive kristne), som man ville hjælpe ved at sikre dem en hurtig og sikker - og (suk!) skattefri - kursgevinst, nu får deres privatøkonomi yderligere belastet ved at skulle holde et sommerhus oven vande, som de næppe nu kan sælge med gevinst. Eller som i værste fald skal igennem en tvangsauktion, og enten betale af på en stort gældspost efterfølgende eller se personlig konkurs i øjnene. Det er ligesom ikke noget, der frigør mennesker til Guds Rige, eller frigør menneskers tid til at tjene Gud...
Måske er der her og der en eller to, som stadig mener, at dette alene skyldes åndelige angreb etc. Men for alle andre må det efterhånden stå klart: Det er gået SÅ dårligt, at det ikke kan være Guds idé! Faktisk bærer det mest af alt præg af at være netop det "get-rich-quick-sceme", som det fra starten mindede alt for meget om.
Hvis læseren føler, jeg er unødvendigt spydig, så er det altså ikke uden grund.
Jeg kontaktede Zelot, da den første omtale havde været i Udfordringen, og gjorde dem opmærksom på, at jeg som erhvervsjura-studerende vidste et og andet om tingene, og at der nok var nogle skattemæssige problemer, hvis omtalen stod til troende. Og alt, jeg fik, var et arrogant svar om, at David Klit ikke ville svare pr. email, og at jeg ikke lige havde fattet, hvad det gik ud på. Heller ikke, da jeg fik en bekræftende udtalelse fra min forelæser i Skatteret, og videresendte den, hørte jeg nærmere. Det kan godt være, man har haft en lidt for hurtig advokat, som har sagt, der ingen ben var i sagen. Men som jeg oplever det, har man lukket øjnene for relevant input og afvist at tjekke det, i sin insisteren på at gennemføre, hvad man så som en imponerende og enestående idé.
Heller ikke de kristne medier har imponeret. Jeg kontaktede Udfordringen kort efter samme artikel, og henviste til de samme problemstillinger, og at folk kunne komme i problemer - hvorefter jeg efterlyste lidt kritisk journalistik. Men jeg fik blot det svar, at man ikke ville gå mere ind i den sag, men at vi måtte håbe, der ikke kom fokus på disse ting, så folk fik problemer. Jo tak, et par opringninger og lidt gåen-på-klingen overfor David Klit og Zelot kunne have afsløret et par selvmodsigelser og måske reddet en del fra at gå i fælden.
Naturligvis har også kristne lov til at købe sommerhuse - og til at investere. Det er ikke, hvad sagen handler om. Pointen er, at man har lokket folk til at investere ensidigt, som ikke havde kapital til at sprede deres investeringer og bære et isoleret tab, og som ville være bedre hjulpet med at købe aktier, som hurtigt kunne realiseres, eller måske investere i eget hus. Og det er skuffende, at der ikke rigtigt har været nogle kristne ledere, som har taget bladet fra munden og talt åbent om denne sag.
Uanset, så kan man vel tillade sig at tro, at den slags lidt for smarte løsningen ingen gang har i danske kirker en rum tid fremover...
Abonner på:
Indlæg (Atom)
