Kom forleden i tanke om en debat, jeg for længe siden fulgte på et udenlansk debatforum, hvor begrebet "kristen death metal" blev nævnt, og et af svarene lød (så godt jeg nu husker det):
"I never thought I would hear the two words together, Christian and Death Metal... What's next? Neo-nazi gay Christian bands??? Or even better: Atheist Christian bands???"
Bag den sarkastiske, men velformulerede, kritik ulmer et spørgsmål: Hvad kan man "kristne"? Altså: På hvilke områder kan vi som kristne gå ind og være lys og salt og hellige det område ved vores tilstedeværelse, eller ved at være der "på kristne præmisser"?
Det synes indlysende, at ikke alle områder er ok. Kan man være kristen stripper eller kristen pornomodel? Naturligvis ikke. (Medmindre man da nøjes med at "optræde" for sin ægtefælle). Og en kristen lejemorder er selvsagt helt ude i hampen. Men andre områder er knap så entydige.
Vi har vænnet os til kristne forretningsfolk. Men hvad med kristne børsmæglere? Joh, i og med at det er en ærlig sag at skaffe kapital via børsen, så... Men kristne valutaspekulanter??? Hm...
Eller hvad med en kristen bryggeriejer? I betragtning af, at Jesus lavede vand til vin går den jo nok. Men en kristen bartender??? Tjah...
En kristen tryllekunster? Tjo, der er vist en af slagsen her i landet. Men et kristen medlem af "magikernes cirkel"... Hm...
Kristne bikere har vi vænnet os til, og hvorfor skulle kristne ikke kunne lide motorcykler. Når jeg får råd, køber jeg selv en Harley eller en Boss Hoss. Men så en kristen dørmand? Eller en kristen inkassomand med rygmærke på??? Nok ikke...
En kristen advokat er vel ok. Men kan man som kristen advokat være forsvarer for de anklagede i f.eks. Tøndersagen? Hm...
Jeg lader spørgsmålet stå åbent til eftertanke... For det er ikke altid helt så ligetil.
Men pointen er, at nok er det tilladt at beskæftige sig med alt, som ikke i sig selv er syndigt eller ubibelsk. Men det er måske ikke altid, det er det ypperste, Gud har for en. Og på sigt burde man i givet fald stræbe efter noget bedre.
Og under alle omstændigheder skal man kunne stå ved det, man gør udfra en kristen etik. En reklamemand, der aldrig overdriver. En stand-up komiker uden lumre vitser. Og hvad der nu ellers er nødvendigt for at skille sig ud.
En evangelist, der ikke overdriver antallet af frelste, og en præst der ikke overdriver antallet af medlemmer, for øvrigt også... ;-)
11.7.08
7.7.08
Guds børn og slagsmål i sandkassen
Nogle gange er det simpelthen frustrerende at se og høre kristnes kommentarer om andre kristne. I mange år var det Kenneth Hagin, som var i skudlinien, så Ulf Ekman, Åge Åleskjær, Benny Hinn, Christian Hedegaard, Todd Bentley, så en syvende og en ottende.
Nu er det ikke sådan, at jeg mener, man ikke skal konfrontere det, som er forkert - og der er også ting, jeg har forbehold overfor, ved nogle af de ovenstående. Og der findes heldigvis kristne, som er skarpe i mælet, men samtidig favnende og rummende bredden indenfor kristendommen, som f.eks. Charismas nuværende redaktør Lee Grady på hans klumme "Fire in my bones". Den er forbilledlig på den front.
Nej, det jeg reagerer på, er de gange, hvor man hurtigt og ureflekteret stempler noget som "ikke fra Gud", afviser at det kan være Gud som virker gennem vedkommende, katalogiserer folk som forførere, deres lære som "dæmonisk", og tilmed bevidst bruger anførselstegn, når man citerer disse folk for deres udsagn om at opleve vækkelse, Helligåndens kraft osv., a la "når man ser 'Helligåndens kraft' i X.X.'s møder" eller "den 'vækkelse', man oplever i Xkøbing"...
Dybest set er der en frygtelig legalistisk tankegang bag. Hvis man ikke har den rigtige teologi, den rigtige personlighed osv., så fortjener man jo ikke at blive brugt af Gud. Ja, så kan det simpelthen ikke være Gud, som bruger en, for så dum er Gud naturligvis ikke. Eller?
...
Lad os tage Børge frem som et tænkt eksempel. Børge er en mere eller mindre ny kristen. Det er ikke sådan, han lever i synd mere, og skejer ud som han gjorde før, eller er kriminel. Men han er bestemt ikke fuldt ud helliggjort. Nogle gange misforstår han Bibelen på det pinligste (er der nogen her, som kan huske, hvad de selv lavede på den konto, da de var nye kristne?). Han er lidt for let at rive med på fikse ideer, hvis han hører dem. Engang imellem fyrer han en vits af, som er lige på grænsen.
Men Børge tror! Helt oprigtigt. Han har taget imod Jesus som sin frelser, og elsker ham. Han læser i sin bibel og går op i sin tro. Der er ingen tvivl om, at han er født på ny.
Kan Børge opleve bønnesvar? Selvfølgelig. Faktisk er det sket flere gange. Én gang var han i en økonomisk klemme og bad om et mirakel, og Gud sendte en person i rette tid med flere tusind kroner. (Nogle religiøse mennesker i hans omgangskreds synes, det er lidt for meget, men ret beset kunne det være langt værre. Jeg har kendt en, som følte Gud talte til ham om at han ville tjene de nødvendige penge i poker, i en tid hvor han manglede penge. Og hvor han klarede en eller to måneders løn på den konto, lige indtil han fik et nyt job. Jo, han var ny kristen, og du skal ikke fortælle historien til et IM møde, men den er god nok).
Nå, tilbage til Børge. Han har faktisk også to gange bedt for mennesker, hvor de blev helbredt, også med lidt større ting end hovedpine. Der er folk, som har været kristne længe, som er en lille smule misundelige på Børge, og som ikke helt kan forstå, at Børge bliver "belønnet" med sådan nogle gaver, når de selv følte, de stod først i køen. Men Børge er Guds barn, og han beder i tro og med en simpel enfoldighed, som andre kunne lære af.
At Børge i sin relativt korte tid som kristen har ledt flere andre til Gud, behøver jeg vist ikke engang nævne...
Er der nogen, som kan genkende en børge eller to fra sin tid som kristen?
Nu er det jo ikke, fordi Børge fra eksemplet er noget særligt i Guds øjne. Det er vel dybest set Guds mening, at vi allesammen skal bede for mennesker, vinde mennesker, opleve mirakler osv. Ja, sådan læser jeg ihvertfald Bibelen. Børge er ikke unik, han lever bare det almindelige kristenliv. Og hvis han er unik, så er det kun fordi han går foran i det, som alle mere eller mindre burde gøre. Nu kan det være, at Børge har en kaldelse som evangelist eller noget, men det er ikke en given ting, og den er pt. i sin vorden.
...
Hvad sker der, hvis en person som Børge kommer lidt hurtigt ind i tjenesten. Hvis nogen skubber ham op på platformen, fordi Gud så åbenlyst virker i ham. Hvis han selv føler, Gud kalder ham til noget, og han responderer på kaldet og på behovet uden at have gået flere år på bibelskole?
Jo, så får vi det, vi har haft så meget af i frikirker, ikke mindst i pinsesammenhænge. En lægprædikant.
Ok, Børge kunne bruge lidt teologisk ballast, og bør være ydmyg overfor, at han ikke ved alting. Børge skal også passe på ikke at falde i den fælde, at han ikke behøver bruge visdom og sund fornuft, men blot skal lade sig "lede af Gud", fordi nogle gange så hører Børge altså forkert...
Kernen er imidlertid, at det både er unfair, og direkte urimeligt, hvis man begynder at sige, at Børge ikke er ledt af Gud, og at det ikke er Gud, som virker i Børges liv, bare fordi Børge har lavet et par bommerter, eller har en noget upoleret stil.
Hvordan kan Gud bruge en som Børge? Svaret er sikkert lidt det samme, som hvordan Gud kan frelse mennesker, som er så syndige som os? For hvis han ikke ville frelse os, mens vi ikke fortjente det, så ville han aldrig kunne frelse nogen. Og hvis Gud ikke vil bruge det ufuldkomne menneske til at forkynde Ordet og til at bede for mennesker, så kunne han ikke bruge nogen som helst.
Kunne der være grund til at advare mod Børge?
Joh... Hvis Børge begyndte at spille Kloge-Åge og agitere for nogle aldeles ubibelske og måske tilmed latterlige ideer, så er det på sin plads. Eller hvis Børge bliver grebet af hovmod og indbildskhed, fordi Gud bruger ham. Eller hvis Børge afslører psykopatiske karaktertræk.
Man kan godt tænke sig nogle grunde, men det er ikke specielt åndelige grunde. Det handler alene om, at man naturligvis ikke skal lytte til folk, som fundamentalt fyrer vås af. Eller som er karakterafvigende. Det er grunde, som ligger i det sjæliske, mentale, følelsesmæssige, intellektuelle plan, snarere end på det særskilt åndelige.
Det ironiske er, at nogle af de mennesker, som jeg har hørt kritisere diverse karismatiske prædikanter, har jeg også hørt reklamere for prædikanter, som enten har grotesk ubibelske synspunkter eller som faktuelt er falske profeter og har profeteret falskt om konkrete begivenheder. Men det var prædikanter, hvis fejl man åbenbart lettere sluger, fordi de enten i stil eller i teologi ligner en selv lidt mere. Så meget for hykleriet.
...
Det, jeg siger her er ikke, at man skal sluge alting råt. Tværtimod.
Min pointe er blot, at vi skal være varsomme med at udelukke, at Gud kan bruge mennesker, selv mennesker som ikke lige er vores kop te, eller som har synlige fejl, og tydeligvis ikke er kommet så langt med hensyn til modenhed og helliggørelse.
Det, som jeg fokuserer på, og som jeg i langt højere grad finder, man bør fokusere på, er balancen mellem kraft, kærlighed og besindighed.
Alene det, at vi her drøfter om Gud virker i mennesker, antyder at kraften i sådanne tvivlstilfælde er til stede. Men er der kærlighed? Og er der besindighed, eller med et moderne ord, sund fornuft? Er der hjertelighed og tilgivelse, eller fordømmelse og legalisme? Er synspunkter og værdier saglige og balancerede, eller præget af opblæsthed, overåndelighed, personlige kæpheste eller besættelser, eller tilsvarende?
Dér er det, som man skal se efter. Først og fremmest.
Nu er det ikke sådan, at jeg mener, man ikke skal konfrontere det, som er forkert - og der er også ting, jeg har forbehold overfor, ved nogle af de ovenstående. Og der findes heldigvis kristne, som er skarpe i mælet, men samtidig favnende og rummende bredden indenfor kristendommen, som f.eks. Charismas nuværende redaktør Lee Grady på hans klumme "Fire in my bones". Den er forbilledlig på den front.
Nej, det jeg reagerer på, er de gange, hvor man hurtigt og ureflekteret stempler noget som "ikke fra Gud", afviser at det kan være Gud som virker gennem vedkommende, katalogiserer folk som forførere, deres lære som "dæmonisk", og tilmed bevidst bruger anførselstegn, når man citerer disse folk for deres udsagn om at opleve vækkelse, Helligåndens kraft osv., a la "når man ser 'Helligåndens kraft' i X.X.'s møder" eller "den 'vækkelse', man oplever i Xkøbing"...
Dybest set er der en frygtelig legalistisk tankegang bag. Hvis man ikke har den rigtige teologi, den rigtige personlighed osv., så fortjener man jo ikke at blive brugt af Gud. Ja, så kan det simpelthen ikke være Gud, som bruger en, for så dum er Gud naturligvis ikke. Eller?
...
Lad os tage Børge frem som et tænkt eksempel. Børge er en mere eller mindre ny kristen. Det er ikke sådan, han lever i synd mere, og skejer ud som han gjorde før, eller er kriminel. Men han er bestemt ikke fuldt ud helliggjort. Nogle gange misforstår han Bibelen på det pinligste (er der nogen her, som kan huske, hvad de selv lavede på den konto, da de var nye kristne?). Han er lidt for let at rive med på fikse ideer, hvis han hører dem. Engang imellem fyrer han en vits af, som er lige på grænsen.
Men Børge tror! Helt oprigtigt. Han har taget imod Jesus som sin frelser, og elsker ham. Han læser i sin bibel og går op i sin tro. Der er ingen tvivl om, at han er født på ny.
Kan Børge opleve bønnesvar? Selvfølgelig. Faktisk er det sket flere gange. Én gang var han i en økonomisk klemme og bad om et mirakel, og Gud sendte en person i rette tid med flere tusind kroner. (Nogle religiøse mennesker i hans omgangskreds synes, det er lidt for meget, men ret beset kunne det være langt værre. Jeg har kendt en, som følte Gud talte til ham om at han ville tjene de nødvendige penge i poker, i en tid hvor han manglede penge. Og hvor han klarede en eller to måneders løn på den konto, lige indtil han fik et nyt job. Jo, han var ny kristen, og du skal ikke fortælle historien til et IM møde, men den er god nok).
Nå, tilbage til Børge. Han har faktisk også to gange bedt for mennesker, hvor de blev helbredt, også med lidt større ting end hovedpine. Der er folk, som har været kristne længe, som er en lille smule misundelige på Børge, og som ikke helt kan forstå, at Børge bliver "belønnet" med sådan nogle gaver, når de selv følte, de stod først i køen. Men Børge er Guds barn, og han beder i tro og med en simpel enfoldighed, som andre kunne lære af.
At Børge i sin relativt korte tid som kristen har ledt flere andre til Gud, behøver jeg vist ikke engang nævne...
Er der nogen, som kan genkende en børge eller to fra sin tid som kristen?
Nu er det jo ikke, fordi Børge fra eksemplet er noget særligt i Guds øjne. Det er vel dybest set Guds mening, at vi allesammen skal bede for mennesker, vinde mennesker, opleve mirakler osv. Ja, sådan læser jeg ihvertfald Bibelen. Børge er ikke unik, han lever bare det almindelige kristenliv. Og hvis han er unik, så er det kun fordi han går foran i det, som alle mere eller mindre burde gøre. Nu kan det være, at Børge har en kaldelse som evangelist eller noget, men det er ikke en given ting, og den er pt. i sin vorden.
...
Hvad sker der, hvis en person som Børge kommer lidt hurtigt ind i tjenesten. Hvis nogen skubber ham op på platformen, fordi Gud så åbenlyst virker i ham. Hvis han selv føler, Gud kalder ham til noget, og han responderer på kaldet og på behovet uden at have gået flere år på bibelskole?
Jo, så får vi det, vi har haft så meget af i frikirker, ikke mindst i pinsesammenhænge. En lægprædikant.
Ok, Børge kunne bruge lidt teologisk ballast, og bør være ydmyg overfor, at han ikke ved alting. Børge skal også passe på ikke at falde i den fælde, at han ikke behøver bruge visdom og sund fornuft, men blot skal lade sig "lede af Gud", fordi nogle gange så hører Børge altså forkert...
Kernen er imidlertid, at det både er unfair, og direkte urimeligt, hvis man begynder at sige, at Børge ikke er ledt af Gud, og at det ikke er Gud, som virker i Børges liv, bare fordi Børge har lavet et par bommerter, eller har en noget upoleret stil.
Hvordan kan Gud bruge en som Børge? Svaret er sikkert lidt det samme, som hvordan Gud kan frelse mennesker, som er så syndige som os? For hvis han ikke ville frelse os, mens vi ikke fortjente det, så ville han aldrig kunne frelse nogen. Og hvis Gud ikke vil bruge det ufuldkomne menneske til at forkynde Ordet og til at bede for mennesker, så kunne han ikke bruge nogen som helst.
Kunne der være grund til at advare mod Børge?
Joh... Hvis Børge begyndte at spille Kloge-Åge og agitere for nogle aldeles ubibelske og måske tilmed latterlige ideer, så er det på sin plads. Eller hvis Børge bliver grebet af hovmod og indbildskhed, fordi Gud bruger ham. Eller hvis Børge afslører psykopatiske karaktertræk.
Man kan godt tænke sig nogle grunde, men det er ikke specielt åndelige grunde. Det handler alene om, at man naturligvis ikke skal lytte til folk, som fundamentalt fyrer vås af. Eller som er karakterafvigende. Det er grunde, som ligger i det sjæliske, mentale, følelsesmæssige, intellektuelle plan, snarere end på det særskilt åndelige.
Det ironiske er, at nogle af de mennesker, som jeg har hørt kritisere diverse karismatiske prædikanter, har jeg også hørt reklamere for prædikanter, som enten har grotesk ubibelske synspunkter eller som faktuelt er falske profeter og har profeteret falskt om konkrete begivenheder. Men det var prædikanter, hvis fejl man åbenbart lettere sluger, fordi de enten i stil eller i teologi ligner en selv lidt mere. Så meget for hykleriet.
...
Det, jeg siger her er ikke, at man skal sluge alting råt. Tværtimod.
Min pointe er blot, at vi skal være varsomme med at udelukke, at Gud kan bruge mennesker, selv mennesker som ikke lige er vores kop te, eller som har synlige fejl, og tydeligvis ikke er kommet så langt med hensyn til modenhed og helliggørelse.
Det, som jeg fokuserer på, og som jeg i langt højere grad finder, man bør fokusere på, er balancen mellem kraft, kærlighed og besindighed.
Alene det, at vi her drøfter om Gud virker i mennesker, antyder at kraften i sådanne tvivlstilfælde er til stede. Men er der kærlighed? Og er der besindighed, eller med et moderne ord, sund fornuft? Er der hjertelighed og tilgivelse, eller fordømmelse og legalisme? Er synspunkter og værdier saglige og balancerede, eller præget af opblæsthed, overåndelighed, personlige kæpheste eller besættelser, eller tilsvarende?
Dér er det, som man skal se efter. Først og fremmest.
4.7.08
Giv kejseren og giv Gud
Jeg rendte ind i en debat andetsteds, hvor en person angreb mit politiske engagement og mine politiske skriverier med den påstand, at den slags "forstår menigheden ikke", og som fortsatte med at sige at "de tror at Biblen bliver udlagt udfra skriften".
Nu er der forhåbentlig ingen herinde, som tror, jeg er uenig i det sidste. Politik og teologi/bibelsyn er to forskellige ting, som ikke er i konflikt med hinanden, derfor kan jeg sagtens tro på Bibelens sandhed og samtidig have en politisk overbevisning.
Spørgsmålet er, om Jesus siger, man skal tage et valg, enten kejseren eller Gud, eller om Jesus definerer en sfære reserveret til Gud og sfære reserveret til kejseren (eller verden). Men her mener jeg, Bibelen er meget klar. Man kan som kristen sagtens kan være engageret i politik, eller være videnskabsmand eller andet, som angår verden udenfor kirken. Det er ikke en enten-eller, men et både-og, og mange videnskabsmænd, filosoffer og politiske ledere i tidens løb har da også været overbeviste kristne.
Da farisæerne vil stille Jesus en fælde i den kendte beretning kommer de med en mønt, og spørger om man skal betale skat til kejseren eller ikke. Og Jesu ord er klare: Giv kejseren, hvad kejserens er, og giv Gud, hvad Guds er.
I første omgang handlede det naturligvis om penge. Der er penge, som er kejserens, nemlig dem som han - eller nu staten - opkræver i skat. Så er der de penge, som er Guds, nemlig de penge, som betales i f.eks. tiende. Det, Jesus helt ligefremt siger, er at vi skal betale skat og tiende.
Men naturligvis er teksten dybere. Der er andre ting end penge, som tilhører kejseren hhv. Gud. Og her må man tilsvarende sige: Giv Gud tilbedelse og ubetinget troskab, men giv kejseren lovlydighed og det, man traditionelt ville kalde "gode borgerdyder".
Kort og godt, der er en sfære, som tilhører Gud, hvor Gud råder, og der er en sfære, som tilhører verden, hvor verden råder. (Og bemærk, at jeg her ikke tænker på verden som denne tidsalder, der er underlagt Djævelen, men på kosmos, den verden omkring os, der ikke fungerer efter åndelige principper, men som Gud har skabt til at følge naturlove og tilsvarende).
I den sfære, hvor Gud råder, gør vi nogle gange ting på én måde, mens vi i verden gør tingene på en helt anden måde.
Hvis vi er i tvivl om sandheden i Guds sfære, eller Guds rige, så læser vi i Bibelen, eller vi søger Guds ledelse i bøn. I verden undersøger vi ting empirisk, eller vi opstiller modeller eller teorier, hvorved vi søger at forstå verden. Hver ting til sin tid. Hver metode er rigtig i sin egen kontekst.
Man kunne fristes til at synes, at det er let at være i Guds rige, for vi skal jo "bare" læse i Bibelen. Men ved eftertanke er det ikke helt så ligetil, fordi folk får alt muligt nonsens ud af Bibelen sideløbende med det, som er sandt og sundt og godt. Men nok om det.
Min indledende pointe var Jesu ord.
Han tager en mønt, idet han forudsætter at alle naturligvis har midler. Og så siger han: giv Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er. Dvs. af det, du har af midler, skal noget gives til Gud og noget til kejseren.
Det er ikke enten-eller. Jesus siger ikke - som nogle misforstår - at man kan eller skal vælge mellem Gud og kejseren. Der er ikke tale om enten at blive munk, og derigennem give Gud, hvad Guds er, eller gøre karriere, og derigennem give kejseren, hvad kejserens er. (Og underforstået: man er naturligvis mere hellig og åndelig, hvis man som kristen bliver munk eller prædikant eller ikke har et job, men bare sidder derhjemme og læser i sin bibel).
Nej, Jesus forudsætter, at af vore midler skal noget gå til kejseren og noget til Gud. "Giv kejseren" er tilmed ikke en resignerende tilladelse, men en direkte befaling.
Gælder det kun vore midler. Nej, det gælder naturligvis alt. Det vil sige, at Jesus siger til os - om hele vores liv: Giv Gud det, som tilhører Gud, og giv kejseren eller verden det, som tilhører den.
Bare så det ikke skal misforstås, så skal vi naturligvis lyde Gud mere end mennesker. Vi skal ikke give kejseren det, som tilhører Gud, f.eks. lydighed i trosspørgsmål. Og det er vel sådan, at vi er kaldet til forskellige ting, og nogle er f.eks. kaldet som apostle, som f.eks. Paulus, og det vil fylde det meste i deres liv. Andre kan rumme mere, eller har ikke en kaldelse som tjenestegave i kirken, og de virker i højere grad ude i verden.
Men kernen er, at Jesus definerer to adskilte sfærer. Han blander dem ikke sammen, og siger ikke at vi skal vælge mellem dem, vælge hvilken vi vil tilhøre. Han anerkender og definerer dem som to samtidigt eksisterende, men adskilte verdener. Og det er, når vi ikke anerkender denne adskilthed, vi er ulydige mod at "give kejseren, hvad kejserens er".
"Giv Gud" er en selvfølge, men "giv kejseren" burde faktisk også være det.
Nu er der forhåbentlig ingen herinde, som tror, jeg er uenig i det sidste. Politik og teologi/bibelsyn er to forskellige ting, som ikke er i konflikt med hinanden, derfor kan jeg sagtens tro på Bibelens sandhed og samtidig have en politisk overbevisning.
Spørgsmålet er, om Jesus siger, man skal tage et valg, enten kejseren eller Gud, eller om Jesus definerer en sfære reserveret til Gud og sfære reserveret til kejseren (eller verden). Men her mener jeg, Bibelen er meget klar. Man kan som kristen sagtens kan være engageret i politik, eller være videnskabsmand eller andet, som angår verden udenfor kirken. Det er ikke en enten-eller, men et både-og, og mange videnskabsmænd, filosoffer og politiske ledere i tidens løb har da også været overbeviste kristne.
Da farisæerne vil stille Jesus en fælde i den kendte beretning kommer de med en mønt, og spørger om man skal betale skat til kejseren eller ikke. Og Jesu ord er klare: Giv kejseren, hvad kejserens er, og giv Gud, hvad Guds er.
I første omgang handlede det naturligvis om penge. Der er penge, som er kejserens, nemlig dem som han - eller nu staten - opkræver i skat. Så er der de penge, som er Guds, nemlig de penge, som betales i f.eks. tiende. Det, Jesus helt ligefremt siger, er at vi skal betale skat og tiende.
Men naturligvis er teksten dybere. Der er andre ting end penge, som tilhører kejseren hhv. Gud. Og her må man tilsvarende sige: Giv Gud tilbedelse og ubetinget troskab, men giv kejseren lovlydighed og det, man traditionelt ville kalde "gode borgerdyder".
Kort og godt, der er en sfære, som tilhører Gud, hvor Gud råder, og der er en sfære, som tilhører verden, hvor verden råder. (Og bemærk, at jeg her ikke tænker på verden som denne tidsalder, der er underlagt Djævelen, men på kosmos, den verden omkring os, der ikke fungerer efter åndelige principper, men som Gud har skabt til at følge naturlove og tilsvarende).
I den sfære, hvor Gud råder, gør vi nogle gange ting på én måde, mens vi i verden gør tingene på en helt anden måde.
Hvis vi er i tvivl om sandheden i Guds sfære, eller Guds rige, så læser vi i Bibelen, eller vi søger Guds ledelse i bøn. I verden undersøger vi ting empirisk, eller vi opstiller modeller eller teorier, hvorved vi søger at forstå verden. Hver ting til sin tid. Hver metode er rigtig i sin egen kontekst.
Man kunne fristes til at synes, at det er let at være i Guds rige, for vi skal jo "bare" læse i Bibelen. Men ved eftertanke er det ikke helt så ligetil, fordi folk får alt muligt nonsens ud af Bibelen sideløbende med det, som er sandt og sundt og godt. Men nok om det.
Min indledende pointe var Jesu ord.
Han tager en mønt, idet han forudsætter at alle naturligvis har midler. Og så siger han: giv Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er. Dvs. af det, du har af midler, skal noget gives til Gud og noget til kejseren.
Det er ikke enten-eller. Jesus siger ikke - som nogle misforstår - at man kan eller skal vælge mellem Gud og kejseren. Der er ikke tale om enten at blive munk, og derigennem give Gud, hvad Guds er, eller gøre karriere, og derigennem give kejseren, hvad kejserens er. (Og underforstået: man er naturligvis mere hellig og åndelig, hvis man som kristen bliver munk eller prædikant eller ikke har et job, men bare sidder derhjemme og læser i sin bibel).
Nej, Jesus forudsætter, at af vore midler skal noget gå til kejseren og noget til Gud. "Giv kejseren" er tilmed ikke en resignerende tilladelse, men en direkte befaling.
Gælder det kun vore midler. Nej, det gælder naturligvis alt. Det vil sige, at Jesus siger til os - om hele vores liv: Giv Gud det, som tilhører Gud, og giv kejseren eller verden det, som tilhører den.
Bare så det ikke skal misforstås, så skal vi naturligvis lyde Gud mere end mennesker. Vi skal ikke give kejseren det, som tilhører Gud, f.eks. lydighed i trosspørgsmål. Og det er vel sådan, at vi er kaldet til forskellige ting, og nogle er f.eks. kaldet som apostle, som f.eks. Paulus, og det vil fylde det meste i deres liv. Andre kan rumme mere, eller har ikke en kaldelse som tjenestegave i kirken, og de virker i højere grad ude i verden.
Men kernen er, at Jesus definerer to adskilte sfærer. Han blander dem ikke sammen, og siger ikke at vi skal vælge mellem dem, vælge hvilken vi vil tilhøre. Han anerkender og definerer dem som to samtidigt eksisterende, men adskilte verdener. Og det er, når vi ikke anerkender denne adskilthed, vi er ulydige mod at "give kejseren, hvad kejserens er".
"Giv Gud" er en selvfølge, men "giv kejseren" burde faktisk også være det.
30.6.08
Synd, omvendelse og ansvar - 4
DISCLAIMER: Synd er et "gammeldags" ord, og for så vidt ville jeg ønske, man kunne skrive om det, uden at der var denne aura af farisæisme omkring ordet, og uden at folk for sit indre billede så filmen "Fiskerne" for sig! Men essensen er, at som kristen følger vi Bibelen, og der er nogle ting, som er rigtige at gøre, og nogle ting som er forkerte. Vi er naturligvis af den overbevisning, at de ting, som er forkerte, er forkerte, fordi de er dårlige for os, selvom de tilsyneladende kan se så fristende ud. Men pointen er naturligvis, at kristendommen er uløseligt forbundet med givne normer og en given levevis.
Ikke et ord om synd, uden et ord om genoprettelse!
Mange af de synder, vi begår, er på et relativt ubetydeligt plan. Vi helliggøres gennem hele livet, og vi har en ballast i baggagen af alt muligt, vaner, tankegange, traumer mv., som farver vores tanker og handlinger. Også når det nogle gange fører til, at vi sårer andre, optræder uansvarligt, eller flygter ind i en synd.
Det er ikke uden grund, at Bibelen i almindelighed taler om, at vi skal møde mennesker med nåde og genoprettelse. For den slags fejl begår vi alle. Og vi har alle brug for nåde. Kun de, som er "besmittet af kødet", altså som må formodes at være bundet af deres synd på en dybere måde, skal vi være forsigtige overfor, så vi ikke påvirkes af deres tankegange.
Men selv ved dybere og mere alvorlige fejl, er undertonen i Bibelen genoprettelsen. Jesu lignelse om den fortabte søn er central. Sønnen var død, lig fortabt i sin synd, men ved sin tilbagekomst genindsætter faderen ham i alle privilegier som søn i huset. Og Paulus plæderer kraftigt for, at menigheden i Korint skulle vise nåde overfor en, som man tidligere havde måttet disciplinere.
I almindelighed er der ikke mere at sige.
Kun bør det vel nævnes, at genoprettelse ved alvorligere synder bør ske ansvarligt. Den tidligere pædofile kan naturligvis blive frelst og tilgivet som enhver anden, men bør nok aldrig inviteres med i børnearbejdet. Den, som ødelagde sit ægteskab gennem utroskab, porno eller druk, må måske pålægge sig selv at stå til regnskab for nogen i kirken, for at undgå at det sker igen. Og den som faldt i synd eller blev hængende i synd, på grund af dårlige venner eller dårlig rådgivning, bør nok drage nogen konsekvenser. Det samme med dem, som på grund af en afhængighed ikke kan nøjes med at bekende sine synder, men må opsøge forbøn, sjælesorg, terapi eller anden professionel hjælp for at gøre op med det, som ikke var lægt i personligheden.
I virkeligheden er dette naturligvis ikke en straf, men en beskyttelsesforanstaltning. Genoprettelse udelukker ikke den slags, snarere tværtimod.
Ikke et ord om synd, uden et ord om genoprettelse!
Mange af de synder, vi begår, er på et relativt ubetydeligt plan. Vi helliggøres gennem hele livet, og vi har en ballast i baggagen af alt muligt, vaner, tankegange, traumer mv., som farver vores tanker og handlinger. Også når det nogle gange fører til, at vi sårer andre, optræder uansvarligt, eller flygter ind i en synd.
Det er ikke uden grund, at Bibelen i almindelighed taler om, at vi skal møde mennesker med nåde og genoprettelse. For den slags fejl begår vi alle. Og vi har alle brug for nåde. Kun de, som er "besmittet af kødet", altså som må formodes at være bundet af deres synd på en dybere måde, skal vi være forsigtige overfor, så vi ikke påvirkes af deres tankegange.
Men selv ved dybere og mere alvorlige fejl, er undertonen i Bibelen genoprettelsen. Jesu lignelse om den fortabte søn er central. Sønnen var død, lig fortabt i sin synd, men ved sin tilbagekomst genindsætter faderen ham i alle privilegier som søn i huset. Og Paulus plæderer kraftigt for, at menigheden i Korint skulle vise nåde overfor en, som man tidligere havde måttet disciplinere.
I almindelighed er der ikke mere at sige.
Kun bør det vel nævnes, at genoprettelse ved alvorligere synder bør ske ansvarligt. Den tidligere pædofile kan naturligvis blive frelst og tilgivet som enhver anden, men bør nok aldrig inviteres med i børnearbejdet. Den, som ødelagde sit ægteskab gennem utroskab, porno eller druk, må måske pålægge sig selv at stå til regnskab for nogen i kirken, for at undgå at det sker igen. Og den som faldt i synd eller blev hængende i synd, på grund af dårlige venner eller dårlig rådgivning, bør nok drage nogen konsekvenser. Det samme med dem, som på grund af en afhængighed ikke kan nøjes med at bekende sine synder, men må opsøge forbøn, sjælesorg, terapi eller anden professionel hjælp for at gøre op med det, som ikke var lægt i personligheden.
I virkeligheden er dette naturligvis ikke en straf, men en beskyttelsesforanstaltning. Genoprettelse udelukker ikke den slags, snarere tværtimod.
Synd, omvendelse og ansvar - 3
DISCLAIMER: Synd er et "gammeldags" ord, og for så vidt ville jeg ønske, man kunne skrive om det, uden at der var denne aura af farisæisme omkring ordet, og uden at folk for sit indre billede så filmen "Fiskerne" for sig! Men essensen er, at som kristen følger vi Bibelen, og der er nogle ting, som er rigtige at gøre, og nogle ting som er forkerte. Vi er naturligvis af den overbevisning, at de ting, som er forkerte, er forkerte, fordi de er dårlige for os, selvom de tilsyneladende kan se så fristende ud. Men pointen er naturligvis, at kristendommen er uløseligt forbundet med givne normer og en given levevis.
Synden kommer ofte snigende. Det er langt fra altid, den kommer og overrumpler os uventet, selvom det også sker.
En måde, hvorpå synden kommer snigende, og tillige fastholdes undervejs, er gennem ubibelske tankegange. Det er ikke uden grund, at Bibelen taler om, at vi som kristne skal forny vores sind og (lære at) tænke i Guds baner. De ubibelske tankegange, jeg taler om, omfatter både misforståelser, men også bortforklaringer, efterrationaliseringer og direkte løgn.
Det er nok de færreste, som vågner en morgen med den tanke, at de i dag vil ødelægge deres ægteskab. Utroskab er ofte undervejs længe før, i tankerne... Den klassiske "min kone forstår mig ikke" er måske en kliche, men hvad med "måske var det ikke Guds vilje, at det skulle være os..."? Som sådan går selvbedraget ofte forud for synden.
Den, som overrumples af en synd, som er fremmed for vedkommende, vil let kunne slippe den, men den som er fanget af et spind af løgne og ubibelske synspunkter, vil have meget sværere ved det. Det er et spørgsmål om at se klart.
Men hvis man tror, synden altid er et wake-up call, så tager man fejl.
Vi husker alle Adams ynkelige forklaring overfor Gud ovenpå syndefaldet. "KVINDEN, du satte ved min side, gav mig af æblet..." Nej, "kvinden, DU satte ved min side...". Ikke "...og JEG spiste". Vi er alle tilbøjelige til at flygte, som Adam gjorde, og bortforklare på den ene eller den anden måde.
Derfor ser man også mennesker, der konfronteres med deres fejl, men hvis omvendelse i bedste fald er halvhjertet.
I engelske udgaver af Bibelen er der en passage i Ordsprogende, der lyder "som en mand tænker i sit hjerte, er han". Derfor er det også så afgørende vigtigt, hvad der forkyndes, siges og signaleres i kirken. Og hvad der sanktioneres af ansvarlige ledere og modne kristne. For det, som siges og gøres, skaber vores tankebaner.
Synden kommer ofte snigende. Det er langt fra altid, den kommer og overrumpler os uventet, selvom det også sker.
En måde, hvorpå synden kommer snigende, og tillige fastholdes undervejs, er gennem ubibelske tankegange. Det er ikke uden grund, at Bibelen taler om, at vi som kristne skal forny vores sind og (lære at) tænke i Guds baner. De ubibelske tankegange, jeg taler om, omfatter både misforståelser, men også bortforklaringer, efterrationaliseringer og direkte løgn.
Det er nok de færreste, som vågner en morgen med den tanke, at de i dag vil ødelægge deres ægteskab. Utroskab er ofte undervejs længe før, i tankerne... Den klassiske "min kone forstår mig ikke" er måske en kliche, men hvad med "måske var det ikke Guds vilje, at det skulle være os..."? Som sådan går selvbedraget ofte forud for synden.
Den, som overrumples af en synd, som er fremmed for vedkommende, vil let kunne slippe den, men den som er fanget af et spind af løgne og ubibelske synspunkter, vil have meget sværere ved det. Det er et spørgsmål om at se klart.
Men hvis man tror, synden altid er et wake-up call, så tager man fejl.
Vi husker alle Adams ynkelige forklaring overfor Gud ovenpå syndefaldet. "KVINDEN, du satte ved min side, gav mig af æblet..." Nej, "kvinden, DU satte ved min side...". Ikke "...og JEG spiste". Vi er alle tilbøjelige til at flygte, som Adam gjorde, og bortforklare på den ene eller den anden måde.
Derfor ser man også mennesker, der konfronteres med deres fejl, men hvis omvendelse i bedste fald er halvhjertet.
I engelske udgaver af Bibelen er der en passage i Ordsprogende, der lyder "som en mand tænker i sit hjerte, er han". Derfor er det også så afgørende vigtigt, hvad der forkyndes, siges og signaleres i kirken. Og hvad der sanktioneres af ansvarlige ledere og modne kristne. For det, som siges og gøres, skaber vores tankebaner.
Synd, omvendelse og ansvar - 2
DISCLAIMER: Synd er et "gammeldags" ord, og for så vidt ville jeg ønske, man kunne skrive om det, uden at der var denne aura af farisæisme omkring ordet, og uden at folk for sit indre billede så filmen "Fiskerne" for sig! Men essensen er, at som kristen følger vi Bibelen, og der er nogle ting, som er rigtige at gøre, og nogle ting som er forkerte. Vi er naturligvis af den overbevisning, at de ting, som er forkerte, er forkerte, fordi de er dårlige for os, selvom de tilsyneladende kan se så fristende ud. Men pointen er naturligvis, at kristendommen er uløseligt forbundet med givne normer og en given levevis.
I det foregående indlæg så vi på den simple og enkeltstående synd.
Ofte ser vi imidlertid, at kristne kæmper med forskellige synder, som er tilbagevendende, og hvad værre er, regelmæssige, mønsterbundne eller måske ligefrem permanente.
Naturligvis kan man begå en synd, bekende den, og falde i kort tid efter endnu engang, hvor synden godt nok var gjort op og tilgivet, fordi man første gang bekendte af et ærligt hjerte. Det er også sådan, at man godt kan falde i en synd, som man med Bibelens ord "overraskes af", eller bliver overrumplet af. Og hvor hjertet på sæt og vis er på rette sted, trods det skete.
Det er bare også sådan, at den som en enkelt gang var sin hustru utro, måske kan falde i den kategori, hvis omstændighederne ellers var til det. Men den, som indenfor det sidste år har været utro mange gange, vil have ganske vanskeligt ved at sige det samme med nogen form for troværdighed.
Ved al vedvarende synd kommer det hurtigt til at handle om mere end den simple fristelse.
Der vil typisk være flere lag af forskellig slags synd, som hver især må adresseres. Måske resignation eller opgivenhed, over at være faldet. Denne synd er dog næsten forståelig, og må mødes med barmhjertighed. Men typisk er der også elementer af stolthed, som forhindrer en i at erkende sit behov for hjælp og i at søge hjælp. Eller der er elementer af (selv)bedrag, hvor man taler sig ind i den overbevisning, at det skete enten ikke er en synd, eller er en bagatel af en synd.
Eftersom enhver bekendelse må sigte på at bringe mig tilbage til udgangspunktet, som beskrevet i det forrige indlæg; det udgangspunkt hvor jeg ikke ønsker at begå den konkrete synd, ikke har planer om det, og ikke forventer at gøre det, så bliver det mere kompliceret. For der er flere lag, der skal "skrælles af". Børge skal ikke blot erkende, at det er forkert at se porno, Finn skal ikke bare erkende at der er forkert at drikke sig fuld, og Martha skal ikke kun erkende, at sex med kæresten ikke er ok. Nej, de skal måske også gøre op med den stolthed der afholdt dem fra at søge hjælp, råd og vejledning, eller den mentalitet, som fik dem til at bagatelisere eller undskylde synden.
Nu er ingen kristen totalt helliggjort, og jeg tror, man kan bekende en synd og derefter gå ind i en proces af opgør, og være tilgivet og have sin sag i orden med Gud, selvom man stadig er i processen. Men pointen er, at der er en proces, man skal igennem, og jeg føler nogle gange, vi springer den proces over.
Når Børge og Bente bliver gift efter at have levet sammen et par år, så er det selvfølgelig fint, at de nu ikke længere har sex udenfor ægteskabet. Men har de gjort op med det, som forhindrede dem i at holde op før? Og hvis Christian, der er ungdomsleder, står frem med et vidnesbyrd om, at han har været afhængig af porno det sidste år, men nu har omvendt sig, så er det naturligvis fint, at han er holdt op med at se porno. Men har han gjort op med det, som forhindrede ham i at søge hjælp, og som fik ham til at holde facaden og være hykler?
Det er ikke lige meget, om en synd sker en enkelt gang, eller evt. lejlighedsvist og undtagelsesvist. Eller om den sker regelmæssigt, rytmisk, efter et mønster, eller tilmed bevidst tilvalgt.
Syndens kvantitet siger et og andet om den enkeltes helliggørelse - og om vedkommende vilje! For hvor mange gange kan man ærligt og oprigtigt bede Gud om tilgivelse, for dagen efter at gøre det samme igen og igen og igen?...
Og så et sidste indspark: Hvis folk sidder fanget i en vanesynd, så nytter det ikke at konfrontere selve synden. Den ved de oftest ganske udmærket alt om. Men det kan være særdeles relevant og givtigt at konfrontere:
1. Deres manglende vilje til at tage forholdsregler
2. Deres stolthed overfor hjælp eller "acountability"
3. Deres mentalitet, om de har bagaliseret eller undskyldt synden
I det foregående indlæg så vi på den simple og enkeltstående synd.
Ofte ser vi imidlertid, at kristne kæmper med forskellige synder, som er tilbagevendende, og hvad værre er, regelmæssige, mønsterbundne eller måske ligefrem permanente.
Naturligvis kan man begå en synd, bekende den, og falde i kort tid efter endnu engang, hvor synden godt nok var gjort op og tilgivet, fordi man første gang bekendte af et ærligt hjerte. Det er også sådan, at man godt kan falde i en synd, som man med Bibelens ord "overraskes af", eller bliver overrumplet af. Og hvor hjertet på sæt og vis er på rette sted, trods det skete.
Det er bare også sådan, at den som en enkelt gang var sin hustru utro, måske kan falde i den kategori, hvis omstændighederne ellers var til det. Men den, som indenfor det sidste år har været utro mange gange, vil have ganske vanskeligt ved at sige det samme med nogen form for troværdighed.
Ved al vedvarende synd kommer det hurtigt til at handle om mere end den simple fristelse.
Der vil typisk være flere lag af forskellig slags synd, som hver især må adresseres. Måske resignation eller opgivenhed, over at være faldet. Denne synd er dog næsten forståelig, og må mødes med barmhjertighed. Men typisk er der også elementer af stolthed, som forhindrer en i at erkende sit behov for hjælp og i at søge hjælp. Eller der er elementer af (selv)bedrag, hvor man taler sig ind i den overbevisning, at det skete enten ikke er en synd, eller er en bagatel af en synd.
Eftersom enhver bekendelse må sigte på at bringe mig tilbage til udgangspunktet, som beskrevet i det forrige indlæg; det udgangspunkt hvor jeg ikke ønsker at begå den konkrete synd, ikke har planer om det, og ikke forventer at gøre det, så bliver det mere kompliceret. For der er flere lag, der skal "skrælles af". Børge skal ikke blot erkende, at det er forkert at se porno, Finn skal ikke bare erkende at der er forkert at drikke sig fuld, og Martha skal ikke kun erkende, at sex med kæresten ikke er ok. Nej, de skal måske også gøre op med den stolthed der afholdt dem fra at søge hjælp, råd og vejledning, eller den mentalitet, som fik dem til at bagatelisere eller undskylde synden.
Nu er ingen kristen totalt helliggjort, og jeg tror, man kan bekende en synd og derefter gå ind i en proces af opgør, og være tilgivet og have sin sag i orden med Gud, selvom man stadig er i processen. Men pointen er, at der er en proces, man skal igennem, og jeg føler nogle gange, vi springer den proces over.
Når Børge og Bente bliver gift efter at have levet sammen et par år, så er det selvfølgelig fint, at de nu ikke længere har sex udenfor ægteskabet. Men har de gjort op med det, som forhindrede dem i at holde op før? Og hvis Christian, der er ungdomsleder, står frem med et vidnesbyrd om, at han har været afhængig af porno det sidste år, men nu har omvendt sig, så er det naturligvis fint, at han er holdt op med at se porno. Men har han gjort op med det, som forhindrede ham i at søge hjælp, og som fik ham til at holde facaden og være hykler?
Det er ikke lige meget, om en synd sker en enkelt gang, eller evt. lejlighedsvist og undtagelsesvist. Eller om den sker regelmæssigt, rytmisk, efter et mønster, eller tilmed bevidst tilvalgt.
Syndens kvantitet siger et og andet om den enkeltes helliggørelse - og om vedkommende vilje! For hvor mange gange kan man ærligt og oprigtigt bede Gud om tilgivelse, for dagen efter at gøre det samme igen og igen og igen?...
Og så et sidste indspark: Hvis folk sidder fanget i en vanesynd, så nytter det ikke at konfrontere selve synden. Den ved de oftest ganske udmærket alt om. Men det kan være særdeles relevant og givtigt at konfrontere:
1. Deres manglende vilje til at tage forholdsregler
2. Deres stolthed overfor hjælp eller "acountability"
3. Deres mentalitet, om de har bagaliseret eller undskyldt synden
Synd, omvendelse og ansvar - 1
DISCLAIMER: Synd er et "gammeldags" ord, og for så vidt ville jeg ønske, man kunne skrive om det, uden at der var denne aura af farisæisme omkring ordet, og uden at folk for sit indre billede så filmen "Fiskerne" for sig! Men essensen er, at som kristen følger vi Bibelen, og der er nogle ting, som er rigtige at gøre, og nogle ting som er forkerte. Vi er naturligvis af den overbevisning, at de ting, som er forkerte, er forkerte, fordi de er dårlige for os, selvom de tilsyneladende kan se så fristende ud. Men pointen er naturligvis, at kristendommen er uløseligt forbundet med givne normer og en given levevis.
Den enkeltstående synd en relativt simpel og ukompliceret ting. Ideelt set: man dummer sig, beder om tilgivelse, og gør det ikke igen.
Naturligvis er der synder eller fejltagelser, som er langt alvorligere end andre. I de mest grelle tilfælde er synd kriminelle handlinger, som man må tage ansvar for overfor mennesker i form af straf og dom. I andre tilfælde er synden dybt ødelæggende for f.eks. ens parforhold, eller ens videre vækst. "Simpel" betyder ikke, at synden ikke er alvorlig.
Det, som Bibelen foreskriver mod synd, er at vi bekender den for Gud, dvs. cirka i retning af at vi beder om tilgivelse, med det i tanke at vi ikke vil gøre det igen, eller ihvertfald gøre vores bedste for at lade være. At bekende betyder på den græsk grundtekst noget i retning af at bekende i samsvar med - underforstået i samsvar med Gud og Guds Ord. Dvs. at man erkender åbent og ærligt, at man har syndet, og man også bekender alvoren i tråd med Guds Ord.
Realistisk set vil man måske komme til at begå den samme synd senere. Det er for simpelt sagt, at at bekende/omvende sig er lig med, at man bekender og ikke gør det mere.
Det er også meningsløst at hævde eller kræve, at omvendelse er lig med, at man vil komme til at føle et had til den konkrete synd og fristelse. Man kan vel godt hade synden, men fristelsen har naturligvis kun kraft, fordi der er tiltrækkende elementer i den. Og det er både meningsløst og til dels urimeligt at forlange, at sand omvendelse indebærer, at man ikke længere kan tiltrækkes af den givne synd.
Der har i kirkens historie været forskellige mere eller mindre ubibelske tilgange i den stil, som vi naturligvis må tage afstand fra.
Hovedpointen må imidlertid være, at man mentalt, emotionelt osv. bliver restituteret til en tilstand, hvor synden er atypisk. Hvor man i et øjebliks fristelse gav efter for synden, uanset årsag, og på grund af fristelsen og syndens magt blev revet ud af sin "normaltilstand", så må denne normaltilstand genetableres. Hvis man før ikke planlagde at begå den givne synd, så må man naturligvis efter bekendelsen ikke i sit sind planlægge at gøre det igen.
Det udelukker selvsagt ikke, at man kaster sig på Guds nåde i erkendelse af egen svaghed. Her er det sandt, at loven er "viljens anstrengelse" og nåden er "viljens overgivelse". Men det er klart, at der må være et element af overgivelse i enhver bekendelse af synd; for uden denne er man jo stadig i sin uvillighed til at gøre det rigtige.
Såvidt den simple synd.
Den enkeltstående synd en relativt simpel og ukompliceret ting. Ideelt set: man dummer sig, beder om tilgivelse, og gør det ikke igen.
Naturligvis er der synder eller fejltagelser, som er langt alvorligere end andre. I de mest grelle tilfælde er synd kriminelle handlinger, som man må tage ansvar for overfor mennesker i form af straf og dom. I andre tilfælde er synden dybt ødelæggende for f.eks. ens parforhold, eller ens videre vækst. "Simpel" betyder ikke, at synden ikke er alvorlig.
Det, som Bibelen foreskriver mod synd, er at vi bekender den for Gud, dvs. cirka i retning af at vi beder om tilgivelse, med det i tanke at vi ikke vil gøre det igen, eller ihvertfald gøre vores bedste for at lade være. At bekende betyder på den græsk grundtekst noget i retning af at bekende i samsvar med - underforstået i samsvar med Gud og Guds Ord. Dvs. at man erkender åbent og ærligt, at man har syndet, og man også bekender alvoren i tråd med Guds Ord.
Realistisk set vil man måske komme til at begå den samme synd senere. Det er for simpelt sagt, at at bekende/omvende sig er lig med, at man bekender og ikke gør det mere.
Det er også meningsløst at hævde eller kræve, at omvendelse er lig med, at man vil komme til at føle et had til den konkrete synd og fristelse. Man kan vel godt hade synden, men fristelsen har naturligvis kun kraft, fordi der er tiltrækkende elementer i den. Og det er både meningsløst og til dels urimeligt at forlange, at sand omvendelse indebærer, at man ikke længere kan tiltrækkes af den givne synd.
Der har i kirkens historie været forskellige mere eller mindre ubibelske tilgange i den stil, som vi naturligvis må tage afstand fra.
Hovedpointen må imidlertid være, at man mentalt, emotionelt osv. bliver restituteret til en tilstand, hvor synden er atypisk. Hvor man i et øjebliks fristelse gav efter for synden, uanset årsag, og på grund af fristelsen og syndens magt blev revet ud af sin "normaltilstand", så må denne normaltilstand genetableres. Hvis man før ikke planlagde at begå den givne synd, så må man naturligvis efter bekendelsen ikke i sit sind planlægge at gøre det igen.
Det udelukker selvsagt ikke, at man kaster sig på Guds nåde i erkendelse af egen svaghed. Her er det sandt, at loven er "viljens anstrengelse" og nåden er "viljens overgivelse". Men det er klart, at der må være et element af overgivelse i enhver bekendelse af synd; for uden denne er man jo stadig i sin uvillighed til at gøre det rigtige.
Såvidt den simple synd.
Beskyldninger og modbeskyldninger
For udenforstående må konflikten mellem Evangelist og borgerne i Arnborg mest af alt ligne en farce. Lad gå med, at der er nogle nabostridigheder, som der er tusindvis af rundt om i landet. Det er ligesom på ét niveau, men åbenlys vold er naturligvis på et ganske andet.
Evangelist gengiver eksempler på overfald og deslige her og her. Beboerne i Arnborg hævder så til gengæld det omvendte, bl.a. her, her, og her.
Det er i mine øjne en total falliterklæring at anvende vold (indledende!), og enhver som gør det, de facto har tabt sin sag. Som i øvrigt den famøse sag om samvær, hvor faderen angreb folk fra Evangelist med en strømpistol. At initiere vold er altid, under alle omstændigheder, og uden undtagelse, illegitimt.
Til gengæld er det altid, under alle omstændigheder, i orden at forsvare sig. Med den simple undtagelse, at vi skal vende den anden kind til, hvis vi overfaldes, mens vi er ude i evangeliserende øjemed - som jeg forstår Skriften.
Hvem ville ikke gerne være en flue på væggen, eller et videokamera, så man ved selvsyn kan konstatere det skete? Men man får umiddelbart det indtryk, at der er nogle voldspsykopater, der tror de har frit spil i ly af folkestemningen og den generelt anspændte situation. Det giver mindelser om episoderne under Evangelist' besøg i Grønland for år tilbage.
Jeg kan for så vidt respektere, at folk er tøvende, skeptiske eller direkte negative over Evangelist. Det er vel på sæt og vis spillets regler. Men det er skræmmende, hvis man griber til vold, trusler eller anden i den stil, og at man ikke kan leve med, at nogen i ens nabolag gør noget, man er nok så meget imod. Religionsfriheden vejer for mig meget, meget tungere end de teologiske diskussioner og interne kristne uenigheder.
Jeg misunder ikke politiet i området, men jeg har da tillid til, at de kan skille skidt og kanel og få sendt de skyldige bag tremmer.
Evangelist gengiver eksempler på overfald og deslige her og her. Beboerne i Arnborg hævder så til gengæld det omvendte, bl.a. her, her, og her.
Det er i mine øjne en total falliterklæring at anvende vold (indledende!), og enhver som gør det, de facto har tabt sin sag. Som i øvrigt den famøse sag om samvær, hvor faderen angreb folk fra Evangelist med en strømpistol. At initiere vold er altid, under alle omstændigheder, og uden undtagelse, illegitimt.
Til gengæld er det altid, under alle omstændigheder, i orden at forsvare sig. Med den simple undtagelse, at vi skal vende den anden kind til, hvis vi overfaldes, mens vi er ude i evangeliserende øjemed - som jeg forstår Skriften.
Hvem ville ikke gerne være en flue på væggen, eller et videokamera, så man ved selvsyn kan konstatere det skete? Men man får umiddelbart det indtryk, at der er nogle voldspsykopater, der tror de har frit spil i ly af folkestemningen og den generelt anspændte situation. Det giver mindelser om episoderne under Evangelist' besøg i Grønland for år tilbage.
Jeg kan for så vidt respektere, at folk er tøvende, skeptiske eller direkte negative over Evangelist. Det er vel på sæt og vis spillets regler. Men det er skræmmende, hvis man griber til vold, trusler eller anden i den stil, og at man ikke kan leve med, at nogen i ens nabolag gør noget, man er nok så meget imod. Religionsfriheden vejer for mig meget, meget tungere end de teologiske diskussioner og interne kristne uenigheder.
Jeg misunder ikke politiet i området, men jeg har da tillid til, at de kan skille skidt og kanel og få sendt de skyldige bag tremmer.
28.6.08
Hvad er Evangeliet?
Torben Søndergaard gør i sit seneste indlæg, med titlen "Et andet evangelium", op med den forkyndelse, som er i kirkerne. Som han iøvrigt har gjort det før. Den potentielle forvirring, som kan opstå i kølvandet på at bruge det ordvalg, han gør, skyldes at vi som kristne ofte mener noget forskelligt med ordet "Evangeliet".
Mener vi:
1. Evangeliet er det budskab, som jeg bliver frelst og født på ny ved at tage imod. Dvs. noget om Jesus død i mit sted, mit behov for Jesus, for tro, for tilgivelse osv.
eller:
2. Evangeliet er det budskab, som bringer mig frelst igennem livet, og får mig igennem til det evige liv, om nødvendigt gennem et langt liv med modstand, fristelser mv. Dvs. noget der indeholder formaninger og udfordringer til helliggørelse, blandt meget andet.
Der er meget støtte i Bibelen til, at vi bør bruge betegnelsen "evangeliet" om det første. Når Paulus f.eks. i Galaterbrevet taler om et andet evangelium og en anden Kristus, så tales der jo ikke om noget, der blot på langt sigt er utilstrækkeligt eller underperformer. Der tales om noget, der slet ikke er i stand til at frelse, og som vil gøre at frelsen går tabt for den, som i forvejen er frelst, men som tilslutter sig det. Paulus' ord om, at man er "afskåret fra Kristus", hvis man f.eks. lader sig omskære i den tro, at det er nødvendigt for at blive frelst, er jo uhørt skarpe.
Uanset hvor mangelfuld forkyndelsen jvnf. pkt. 2 måtte være, så er der mange, mange kirker, som er i stand til at forkynde evangeliet tilstrækkelig godt til at opfylde pkt. 1 - alene bevist ved at folk faktisk bliver født på ny i disse sammenhænge. For Gud virker på mennesker, selvom forkyndelsen over en bred kam måske er mangelfuld.
Derfor vil det også være forkert at sige, at disse kirker forkynder et andet evangelium, i Paulus' betydning af ordet, som han bruger det overfor Galatermenigheden. Det er faktuelt ukorrekt, og det er forståeligt, hvis man bliver stødt eller vred over en sådan påstand. Og mange kristne, herunder jeg selv, er naturligvis blevet frelst under sådanne vilkår.
Når det er sagt, så er det lige så klart, at vi skal fokusere tilstrækkeligt på punkt 2. Medmindre vi rent bogstaveligt tror, at Jesus vil komme i morgen, så kan vi ikke tillade os kun at koncentrere os om pkt. 1, eller den forkyndelse som bringer mennesker til Jesus. Det er naivt, ja uansvarligt, blot at sige, at "Gud vil tage sig af dem". Well, Gud er afhængig af mennesker, og den som siger sådan, kan begynde med at se på sig selv. Hvordan kan han selv blive Guds svar ind i den situation, at mennesker skal udfordres til at vandre med Gud og holde ud?
Så uanset, hvad vi kalder tingene, så er det klart, at der sammen med eller i forlængelse af det simple budskab, som bringer folk til tro, er der behov for en forkyndelse, som gør op med fugle, tidsler og hård jordbund (fra lignelsen om sædemanden), så Ordet bliver bevaret og bærer frugt, både når man møder modstand og fristelser og andre genvordigheder.
Mener vi:
1. Evangeliet er det budskab, som jeg bliver frelst og født på ny ved at tage imod. Dvs. noget om Jesus død i mit sted, mit behov for Jesus, for tro, for tilgivelse osv.
eller:
2. Evangeliet er det budskab, som bringer mig frelst igennem livet, og får mig igennem til det evige liv, om nødvendigt gennem et langt liv med modstand, fristelser mv. Dvs. noget der indeholder formaninger og udfordringer til helliggørelse, blandt meget andet.
Der er meget støtte i Bibelen til, at vi bør bruge betegnelsen "evangeliet" om det første. Når Paulus f.eks. i Galaterbrevet taler om et andet evangelium og en anden Kristus, så tales der jo ikke om noget, der blot på langt sigt er utilstrækkeligt eller underperformer. Der tales om noget, der slet ikke er i stand til at frelse, og som vil gøre at frelsen går tabt for den, som i forvejen er frelst, men som tilslutter sig det. Paulus' ord om, at man er "afskåret fra Kristus", hvis man f.eks. lader sig omskære i den tro, at det er nødvendigt for at blive frelst, er jo uhørt skarpe.
Uanset hvor mangelfuld forkyndelsen jvnf. pkt. 2 måtte være, så er der mange, mange kirker, som er i stand til at forkynde evangeliet tilstrækkelig godt til at opfylde pkt. 1 - alene bevist ved at folk faktisk bliver født på ny i disse sammenhænge. For Gud virker på mennesker, selvom forkyndelsen over en bred kam måske er mangelfuld.
Derfor vil det også være forkert at sige, at disse kirker forkynder et andet evangelium, i Paulus' betydning af ordet, som han bruger det overfor Galatermenigheden. Det er faktuelt ukorrekt, og det er forståeligt, hvis man bliver stødt eller vred over en sådan påstand. Og mange kristne, herunder jeg selv, er naturligvis blevet frelst under sådanne vilkår.
Når det er sagt, så er det lige så klart, at vi skal fokusere tilstrækkeligt på punkt 2. Medmindre vi rent bogstaveligt tror, at Jesus vil komme i morgen, så kan vi ikke tillade os kun at koncentrere os om pkt. 1, eller den forkyndelse som bringer mennesker til Jesus. Det er naivt, ja uansvarligt, blot at sige, at "Gud vil tage sig af dem". Well, Gud er afhængig af mennesker, og den som siger sådan, kan begynde med at se på sig selv. Hvordan kan han selv blive Guds svar ind i den situation, at mennesker skal udfordres til at vandre med Gud og holde ud?
Så uanset, hvad vi kalder tingene, så er det klart, at der sammen med eller i forlængelse af det simple budskab, som bringer folk til tro, er der behov for en forkyndelse, som gør op med fugle, tidsler og hård jordbund (fra lignelsen om sædemanden), så Ordet bliver bevaret og bærer frugt, både når man møder modstand og fristelser og andre genvordigheder.
22.6.08
Et parti uden situationsfornemmelse
I en årrække har Kristeligt Folkepartis skifte fra religiøst protestparti over mod et kristendemokratisk ideologisk parti været i gang. For nogle år siden symboliseret med navneskiftet til Kristendemokraterne, og senest med en beslutning om at fjerne alle religiøse referencer i partiprogrammet.
Nu er det sådan, at jeg er inderligt imod religiøse partier, uanset om de er kristne eller muslimske eller alt muligt andet. På trods af min personlige tro ser jeg ingen berettigelse i, at man bruger politiske partier til at trække sine normer ned over andre, eller til at skaffe fordele til bestemte grupper i ens bagland. (At Socialdemokraterne i mange år gjorde det samme overfor arbejderbevægelsen, eller at Venstre gjorde det overfor landmænd, gør ikke konceptet bedre).
Så langt hen ad vejen hilser jeg beslutningen velkommen. Det er befriende, at man som politisk parti definerer sig politisk og ikke religiøst. Så kan man måske også endeligt få gjort op med den fjollede idé, at når man er kristen, så bør man også stemme på Kristendemokraterne.
Problemet er, at partiet positionerer sig mere og mere som et semi-radikalt, politisk korrekt midterparti, mens dets traditionelle bagland uden tvivl ligger til højre for midten, med en snert af konservatisme. Trods alt blev Kristeligt Folkeparti i sin tid til på basis af protester fra borgerlige vælgere i V og K, og søsterpartierne CDU i Tyskland og CSU i Bayern er jo ikke ligefrem midterpartier.
Der er næppe tvivl om, at partiets vælgere kun har tålt en midterpolitik på f.eks. det økonomiske område eller på indvandringsområdet, fordi man har haft de "kristne mærkesager", som nu definitivt er arkiveret i glemmebogen. Og det er en gåde, at man kan have en formand og en hovedbestyrelse, som i den grad er ude af trit med baglandet, når nu partiet er kendt for et meget højt medlemstal i forhold til stemmetallet, og dermed en (formodet) god kontakt til baglandet gennem de aktive medlemmer. Der er mere end rigeligt med midterpartier, og dette er vel blot det sidste søm i partiets ligkiste.
Nu er det sådan, at jeg er inderligt imod religiøse partier, uanset om de er kristne eller muslimske eller alt muligt andet. På trods af min personlige tro ser jeg ingen berettigelse i, at man bruger politiske partier til at trække sine normer ned over andre, eller til at skaffe fordele til bestemte grupper i ens bagland. (At Socialdemokraterne i mange år gjorde det samme overfor arbejderbevægelsen, eller at Venstre gjorde det overfor landmænd, gør ikke konceptet bedre).
Så langt hen ad vejen hilser jeg beslutningen velkommen. Det er befriende, at man som politisk parti definerer sig politisk og ikke religiøst. Så kan man måske også endeligt få gjort op med den fjollede idé, at når man er kristen, så bør man også stemme på Kristendemokraterne.
Problemet er, at partiet positionerer sig mere og mere som et semi-radikalt, politisk korrekt midterparti, mens dets traditionelle bagland uden tvivl ligger til højre for midten, med en snert af konservatisme. Trods alt blev Kristeligt Folkeparti i sin tid til på basis af protester fra borgerlige vælgere i V og K, og søsterpartierne CDU i Tyskland og CSU i Bayern er jo ikke ligefrem midterpartier.
Der er næppe tvivl om, at partiets vælgere kun har tålt en midterpolitik på f.eks. det økonomiske område eller på indvandringsområdet, fordi man har haft de "kristne mærkesager", som nu definitivt er arkiveret i glemmebogen. Og det er en gåde, at man kan have en formand og en hovedbestyrelse, som i den grad er ude af trit med baglandet, når nu partiet er kendt for et meget højt medlemstal i forhold til stemmetallet, og dermed en (formodet) god kontakt til baglandet gennem de aktive medlemmer. Der er mere end rigeligt med midterpartier, og dette er vel blot det sidste søm i partiets ligkiste.
16.6.08
Frelsens 1-2-3
Et af de hyppige stridsspørgsmål mellem frikirker, særligt baptister og pinsevenner i bred betydning, og traditionelle kirker, f.eks. folkekirken og den reformerte kirke, er Guds andel i frelsen.
"Det er Gud, som giver troen," siger man indenfor folkekirken. "Og tilmed har Gud forudbestemt, hvem der skal have den," siger man hos de reformerte. "Nej, troen er et valg," siger man hos frikirkerne. Eller sådan cirka. Man betoner hos frikirker den enkeltes valg, omvendelse og tilslutning til Jesus. Mens man hos stort set alle traditionelle kirker betoner Guds valg af den enkelte.
Der er naturligvis også det fælles træk, at kirker med barnedåb næsten uden undtagelse betoner Guds valg af den enkelte (de mere karismatiske kredse nok undtaget). Mens kirker med troendes dåb omvendt betoner den enkeltes valg og beslutning.
Ifølge den traditionelle udlægning sker frelsen i flg. 3 trin:
1. Gud kalder/udvælger en person (gerne gennem dåben)
2. Personen giver positivt gensvar - dvs. undlader at stå Gud imod
3. Personen erfarer retfærdiggørelse, genfødsel mv.
Det lidt simpelt sat op. Man ønsker at betone Guds initiativ...
Omvendt vil de fleste frikirker, særligt de evangelikale og pentecostale have 3 andre trin:
1. Personen hører evangeliet og stilles på valg.
2. Personen siger "ja" til Jesus
3. Personen erfarer retfærdiggørelse osv. (som ovenfor)
Man ønsker her at betone den enkeltes valg...
Og så kan man skændes med hinanden om betoningen af disse ting. I virkeligheden er det tåbeligt, for listen er naturligvis længere:
1. Gud får ideen til frelsen, sender Jesus, og drager (alle) mennesker
2. Mennesker hører evangeliet
3. Troen vækkes i kraft af Ordet
4. Mennesker siger ja, omvender sig eller tager positivt imod troen
5. Mennesker erfarer frelse, retfærdiggørelse osv.
Så ja, jeg er faktisk enig i, at det er Gud, som er initiativtageren til frelsen. Men pkt. 1 er jo Guds suveræne gerning (ligesom pkt. 3 og 5 naturligvis). Og pkt. 1 har fundet sted, lang tid før vi er inde i billedet. Derfor er det eneste, vi kan gøre, at forkynde evangeliet, og derfor er det naturligvis det, som optager så mange.
Det springende punkt er, om vi så blot skal forkynde Ordet uanset hvordan, og så tage det som udtryk for Guds suveræne vilje, hvor mange der bliver frelst, og om der i det hele taget er nogen, som bliver frelst? Eller om vi skal arbejde med vores del, og sørge for at forkynde så effektivt og klart som muligt, og få så mange i tale som muligt? Jeg mener det sidste.
Det er jo virkelig patetisk, hvis man står år efter år, tør som støv, og "forkynder evangeliet", og så tørrer det af på Gud, at der ikke bliver nogen frelst. Og hvor man i værste fald udlægger det som pop eller forførelse, hvis andre opnår bedre resultater, udfra devisen at "det ikke er Ordet, der drager mennesker her, men stil, musik, underholdning osv."
Troen kommer ikke af det, der forkyndes, men af det, der høres! Dvs. det er vores ansvar at præsentere evangeliet på en måde, som overvinder folks indbyggede filtre og barrierer! Så et klart og radikalt evangelium konflikter ikke med visdom, og en vis grad af "søgervenlighed" og forståelse for hvor folk er i processen henimod evangeliet...
Det bliver så en rent akademisk diskussion, om de folk, man beder tage stilling til evangeliet, selv vælger frelsen i kraft af deres valg. Eller om metoden med at bede folk give deres tro til kende blot er en metode til at udpege dem, som i kraft af forkyndelsen rent faktisk allerede er kommet til tro. Der er ingen forskel på praksis, og intet belæg for at mene, at det er forkert at give folk et "valg" uanset om de ikke vælger troen, men reelt blot vælger tilkendegivelsen...
Personligt vil jeg sige det sådan, at troen kommer i kraft af forkyndelsen, men hvis den ikke umiddelbart følges op af en tilkendegivelse eller et engagement, så spises den op af "fuglene", som i lignelsen om sædekornet. Hvis man ikke hjælper mennesker til at befæste troen gennem deres tilkendegivelse, så forsvinder troen populært sagt på vej ud af kirkedøren, i kontakten med verden omkring. Det er det simple svar på, hvorfor det er i "vækkelsesbevægelserne", man altid har set kirkevæksten, og ikke i det traditionelle kirker, uanset om evangeliet formelt og reelt også forkyndes der.
Og så må man for min skyld gerne påstå, at jeg lægger for stor vægt på menneskers egne valg. I virkeligheden lægger jeg vægt på deres frelse!
"Det er Gud, som giver troen," siger man indenfor folkekirken. "Og tilmed har Gud forudbestemt, hvem der skal have den," siger man hos de reformerte. "Nej, troen er et valg," siger man hos frikirkerne. Eller sådan cirka. Man betoner hos frikirker den enkeltes valg, omvendelse og tilslutning til Jesus. Mens man hos stort set alle traditionelle kirker betoner Guds valg af den enkelte.
Der er naturligvis også det fælles træk, at kirker med barnedåb næsten uden undtagelse betoner Guds valg af den enkelte (de mere karismatiske kredse nok undtaget). Mens kirker med troendes dåb omvendt betoner den enkeltes valg og beslutning.
Ifølge den traditionelle udlægning sker frelsen i flg. 3 trin:
1. Gud kalder/udvælger en person (gerne gennem dåben)
2. Personen giver positivt gensvar - dvs. undlader at stå Gud imod
3. Personen erfarer retfærdiggørelse, genfødsel mv.
Det lidt simpelt sat op. Man ønsker at betone Guds initiativ...
Omvendt vil de fleste frikirker, særligt de evangelikale og pentecostale have 3 andre trin:
1. Personen hører evangeliet og stilles på valg.
2. Personen siger "ja" til Jesus
3. Personen erfarer retfærdiggørelse osv. (som ovenfor)
Man ønsker her at betone den enkeltes valg...
Og så kan man skændes med hinanden om betoningen af disse ting. I virkeligheden er det tåbeligt, for listen er naturligvis længere:
1. Gud får ideen til frelsen, sender Jesus, og drager (alle) mennesker
2. Mennesker hører evangeliet
3. Troen vækkes i kraft af Ordet
4. Mennesker siger ja, omvender sig eller tager positivt imod troen
5. Mennesker erfarer frelse, retfærdiggørelse osv.
Så ja, jeg er faktisk enig i, at det er Gud, som er initiativtageren til frelsen. Men pkt. 1 er jo Guds suveræne gerning (ligesom pkt. 3 og 5 naturligvis). Og pkt. 1 har fundet sted, lang tid før vi er inde i billedet. Derfor er det eneste, vi kan gøre, at forkynde evangeliet, og derfor er det naturligvis det, som optager så mange.
Det springende punkt er, om vi så blot skal forkynde Ordet uanset hvordan, og så tage det som udtryk for Guds suveræne vilje, hvor mange der bliver frelst, og om der i det hele taget er nogen, som bliver frelst? Eller om vi skal arbejde med vores del, og sørge for at forkynde så effektivt og klart som muligt, og få så mange i tale som muligt? Jeg mener det sidste.
Det er jo virkelig patetisk, hvis man står år efter år, tør som støv, og "forkynder evangeliet", og så tørrer det af på Gud, at der ikke bliver nogen frelst. Og hvor man i værste fald udlægger det som pop eller forførelse, hvis andre opnår bedre resultater, udfra devisen at "det ikke er Ordet, der drager mennesker her, men stil, musik, underholdning osv."
Troen kommer ikke af det, der forkyndes, men af det, der høres! Dvs. det er vores ansvar at præsentere evangeliet på en måde, som overvinder folks indbyggede filtre og barrierer! Så et klart og radikalt evangelium konflikter ikke med visdom, og en vis grad af "søgervenlighed" og forståelse for hvor folk er i processen henimod evangeliet...
Det bliver så en rent akademisk diskussion, om de folk, man beder tage stilling til evangeliet, selv vælger frelsen i kraft af deres valg. Eller om metoden med at bede folk give deres tro til kende blot er en metode til at udpege dem, som i kraft af forkyndelsen rent faktisk allerede er kommet til tro. Der er ingen forskel på praksis, og intet belæg for at mene, at det er forkert at give folk et "valg" uanset om de ikke vælger troen, men reelt blot vælger tilkendegivelsen...
Personligt vil jeg sige det sådan, at troen kommer i kraft af forkyndelsen, men hvis den ikke umiddelbart følges op af en tilkendegivelse eller et engagement, så spises den op af "fuglene", som i lignelsen om sædekornet. Hvis man ikke hjælper mennesker til at befæste troen gennem deres tilkendegivelse, så forsvinder troen populært sagt på vej ud af kirkedøren, i kontakten med verden omkring. Det er det simple svar på, hvorfor det er i "vækkelsesbevægelserne", man altid har set kirkevæksten, og ikke i det traditionelle kirker, uanset om evangeliet formelt og reelt også forkyndes der.
Og så må man for min skyld gerne påstå, at jeg lægger for stor vægt på menneskers egne valg. I virkeligheden lægger jeg vægt på deres frelse!
Abonner på:
Indlæg (Atom)
